Enigt udvalg godkender omstridt byggeri
Men både SF og konservativ kandidat melder ud, at de vil stemme imod lokalplanen i den videre politiske behandling
Står det til et enigt Teknik- og Miljøudvalg, kan der skyde et nyt lejlighedskompleks op bag Slotskroen i op til fem etager. Udvalget behandlede onsdag det kommuneplantillæg, som skal gøre det muligt at bygge i fem etager frem for tidligere blot tre. Tillægget har mødt stor modstand, både fra beboere i området, som har samlet mere end 200 underskrifter ind mod forslaget, fra Hillerød Lokalråd med flere. Samtidig godkendte et enigt udvalg den nye lokalplan for Munkenengen og området mellem nyttehaverne og Slotskroen, hvor der nu bliver plads til både boliger, vandløb og rekreativt område. Ifølge formand for udvalget, Fælleslistens Tue Tortzen, har udvalget lyttet til protesterne: "Det gør jo altid indtryk, og vi har blandt andet taget en etage af ud mod nyttehaverne. De mange høringssvar har været med til at præge debatten i udvalget, men samtidig er det ikke sådan, at de 200 borgere kommer til at bestemme om den samlede bypolitik. Det er det, man vælger politikere til - at der kommer i en helhed i beslutningerne."
Tilpasses bygningerne Politikerne tilføjede i beslutningen, at byggeriet skal opføres i mursten og med rødt tegl på taget, så det i høj grad tilpasser sig de bygninger, der ligger på stedet i forvejen. Samtidig tilføjes det, at der ikke må opsættes solenergianlæg eller lignende på Slotskroen, der er udpeget som bevaringsværdig. Byggeriet skal medvirke til at få flere borgere til området, siger Tue Tortzen: "Vi kan ikke lave den byfortætning, vi ønsker, hvis vi ikke bygger op ad andre bygninger. Det er naturligt, at borgerne omkring helst ikke ser, der sker noget. Men vi har en fælles interesse i at få en levende bymidte, og det ønske vejer tungere. Det er en politik, som alle partier har tiltrådt - vi er enige om, der skal mere liv i byen."
Modstand fra SF og K Men beslutningen vil tilsyneladende møde modstand, når den skal behandles i først Økonomiudvalget og siden i byrådet. Både SF og den konservative byrådskandidat Jens Meyer, som skal møde for Thomas Vang Christensen på det kommende byrådsmøde den 30. oktober, melder ud, at de vil stemme mod lokalplanen. Jens Meyer mener, det kommende byggeri vil skæmme udsigten til Slotskroen set fra Frederiksborg Slot, og han mener, politikerne svigter opgaven med at fastholde områdets særlige karakter: "Jeg har selv tidligere været medlem af det daværende byplanudvalg, og her var der bred enighed om, at områdets beliggenhed tæt på slottet krævede særlig opmærksomhed, så der ikke blev dispenseret fra de principper, der skal sikre en fastholdelse af områdets særlige karakter. (...) Jeg mener, at politikerne har svigtet denne opgave med den beslutning, der her er truffet," skriver han i et læserbrev til Hillerød Posten. SF's Rikke Macholm har tidligere her i Hillerød Posten meldt ud, at hun vil stemme imod byggeriet, da hun mener, fem etager er for højt. "Vi skal ikke glemme, at Hillerød er en provinsby. Vi skal bevare provinspræget, og så skal vi ikke glemme, at slottet er Hillerøds centrum,” udtalte hun her i avisen.