Sparet løn skal bruges på ekstra-undervisning efter lockout
Skanderborg Kommune kommer ikke til at spare en krone på lockouten, for der venter masser af udgifter til ekstraundervisning ifølge borgmester Jørgen Gaarde (S)
Borgmester Jørgen Gaarde (S) afviser, at den lærer-lockout, som snart går ind i sin fjerde uge, er et stort spareprojekt for kommunerne.
"For Skanderborg Kommunes vedkommende er jeg bange for, at den kommer til at koste os. Alle de penge, vi ikke har udbetalt i løn til lærerne under lockouten skal jo bruges bagefter til at etablere den undervisning, som skolerne ikke har fået holdt," siger han.
Kommunen har endnu ikke en grydeklar plan klar for, hvordan man vil kompensere for de tusindvis af tabte undervisningstimer i Skanderborg, hvor 7000 elever lige nu er ramt af lockouten.
Tilbud til niende klasser
"Vi mangler fortsa at se, hvor lang lockouten bliver, men jeg forventer, at vi vil tilbyde niende klasses eleverne ekstra undervisning om eftermidagen og i weekenden, så de kan blive klar til eksamen," siger borgmesteren, som er tidligere skoleleder på Stilling Skole.
Jørgen Gaarde (S) forventer, at kommunen vil kunne indhente de tabte timer på en mindre drastisk måde på de yngre klassetrin.
"Her har vi en længere periode, at dele timerne ud over, " siger borgmesteren.