Fortsæt til indhold

To skoleledere dømt for millionsvindel

To tidligere medarbejdere på Skanderborg-Odder Uddannelsescenter dømt for millionsvindel med statstilskud til kurser

Samfund
Af Bettina Sønderskov

To tidligere skoleledere blev mandag eftermiddag dømt for svindel i en sag om svindel med statslige tilskudskroner på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse. Det skriver Horsens Folkeblad. Sagen tog sin begyndelse i september 2011, da skolens bestyrelse valgte at suspendere og politianmelde de ledende medarbejdere under stor mediebevågenhed. De to var sammen tiltalt for 16 tilfælde af groft dokumentfalsk, mandatsvig og svindel med statslige tilskud til skolens kursusafdeling. Dommen faldt i Retten i Horsens efter en stribe retsmøder, hvor blandt andre flere ansatte, bestyrelsesmedlemmer og en repræsentant fra Undervisningsministeriet har afgivet forklaring. Det hele endte med, at dommeren og de to domsmænd fandt det bevist, at de to ledende medarbejdere har svindlet med tilskudsmidler, mens de to ifølge Horsens Folkeblad blev frifundet for en række anklager om mandatsvig. Således fandt Retten i Horsens det kun bevist, at der i et enkelt tilfælde er blevet købt plisségardiner ind til privat brug på skolens regning. Den ene leder fik to år og tre måneders fængsel, hvoraf de to år kan gøres betingede, hvis han udfører 180 timers samfundstjeneste og ikke gør noget strafbart i en prøvetid på 2 år. Den anden leder blev idømt ni måneders fængsel, der kan gøres betingede, hvis vedkommende ikke gør noget strafbart i et år. Ingen af de tiltalte var tilstede i Retten mandag, og de har begge udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de har tænkt sig at anke dommen.