Vi skal have politik i øjenhøjde
Svar til redaktør Bettina Sønderskov Kjeldgaards "Er kommunalvalget bare født kedeligt? Kommunalpolitik har et seriøst imageproblem, som betyder, at valgforskerne lige nu spår om rekordlav deltagelse i kommunalvalget 19. november."
Vi skal have politik i øjenhøjde
Politikerlede og manglende lyst til at stemme er desværre en velkendt følelse i den danske befolkning. Distancen mellem befolkningen og politikerne kan ofte synes for stor. Det er min fornemmelse at mange borgere ikke involverer sig i den lokale politik, måske det for den enkelte føles langt væk. Det det skal der laves om på, afstanden fra manden på gulvet til vores politikere skal være kortere, der skal føres en lokalpolitik som borgerne føler et ejerskab til, og som kan diskuteres ude på vores arbejdspladser eller efter den lokale håndboldkamp. For mange er politikere nogen der dukker op hvert fjerde år, lover en masse, beder om din stemme, og så forsvinder igen indtil næste valg. Problemet er, at størstedelen af politikerne kommer fra en helt anden baggrund end gennemsnitsvælgerne. De kommer fra en akademisk boble, og har sjældent oplevet de dagligdags problemer, vi andre har stået med. Det er grunden til, at mange gerne ser flere med arbejderbaggrund, blive valgt. Folk der har været på arbejdsmarkedet, som forstår hvilke problemer og behov almindelige mennesker har, og vigtigst af alt, prioritere at løse disse problemer. Flere valgte med en arbejderbaggrund vil betyde, at en større del af befolkningen inddrages i de politiske beslutninger, og flere synspunkter bliver taget i betragtning. Det er vigtigt at holde fast i et demokrati hvor alle kan være med, og det ikke kun er for eliten. Det er trods alt også hele grundtanken bag et folkestyre. Beslutninger tages ud fra de omgivelser vi er en del af i hverdagen, og løsninger ser ikke ens ud fra et skrivebord og en skurvogn. Fra skrivebordet ser man problemer ud fra tal og statistikker, fra skurvognen ser man problemer, ud fra hvordan det påvirker folk. Der er en større forståelse for hvordan konsekvenserne af politik, har betydning for det enkelte menneske. Denne forståelse er nødvendig, hvis distancen mellem politikere og befolkningen skal blive mindre. Ligesom det har betydning for, at folk igen får tillid til politikerne, og har lyst til at deltage, og stemme ved valg.
Flere med arbejderbaggrund i politik, vil være en klar styrkelse af vores demokrati.