Fortsæt til indhold

Ombygning af station bliver 116 millioner kroner dyrere

De nordsjællandske borgmestre beder Trafikministeren om hjælp efter udgiftschok på Hillerød Station

Samfund
Tim Panduro

En planlagt ombygning af Hillerød Station er kommet alvorligt i fare.

En forventet udgift på 29 millioner kroner er vokset til 155 millioner kroner. Det betyder, at planer om at føre Lokalbanens spor igennem stationen, så togene fra Tisvildeleje, Helsingør og Gilleleje kan køre til en kommende station ved det ny Hillerød Sygehus, der forventes at stå færdigt ved Isterødvejen i 2020, ikke kan gennemføres som forventet.

En rapport, som det rådgivende ingeniørfirma Cowi har lavet på vegne af Hillerød Kommune viser, at tanken om at opdele en ombygning af Hillerød Station i to faser kun vanskeligt kan lade sig gøre. Tanken var ellers at føre Lokalbanens spor gennem stationen i et projekt til 29 millioner kroner og i en senere fase sikre fem- minuttersdrift på s-togene for et ukendt, men noget højere beløb.

Cowi vurderer, at det er nødvendigt at slå de to faser sammen i et projekt til 155 millioner kroner. At dele projektet i to vil blive både dyrere og mere besværligt for passagererne, der i forvejen kommer til at trækkes med busdrift i stedet for tog i en del af byggeperioden.

“Send flere penge”

De nye tal har fået Hillerøds socialdemokratiske borgmester Kirsten Jensen til på en række nordsjællandske borgmestres vegne at sende et send-flere-penge-brev til trafikminister Pia Olsen Dyhr (SF). Her gør borgmesteren opmærksom på, at "det er økonomisk urealistisk for de lokale parter at løfte opgaven" og opfordrer staten til at tage over.

Pia Olsen Dyhr forventes at svare på brevet i næste uge, oplyser pressemedarbejder i ministeriet Jan Thane.

Borgmester Kirsten Jensen regner stadig med, at projektet bliver gennemført.

"Man får meget trafik for pengene. 155 millioner kroner er mange penge, men i forhold til andre trafikinvesteringer, er det ikke et urealistisk højt beløb. Samtidig er projektet vigtigt i forbindelse med det ny sygehus. Der er store fordele i at samle behandlingerne i Nordsjælland på et sted, men det kræver, at folk kan komme frem til det ny hospital", siger borgmesteren.

"Hillerød er udpeget som trafikknudepunkt af Trængselskommissionen, og der er kun gode grunde til at finde pengene."
Lokalbanens direktør Rösli Gisselmann ønsker ikke at komme med kommentarer til, hvad udviklingen kommer til at betyde for Lokalbanens planer om gennemkørende tog på Hillerød Station eller for Lokalbanens passagerer.