Vi tager da gerne et møde...
Alt er kendt og debatteret på borgermøde, fastslår Jørgen Gaarde (S)
Borgmester Jørgen Gaarde (S) har ingen problemer med, at Skanderborg Kommune går i dialog med en kommende forening til bevarelse af Gammel Hørning.
"Vi vil tage snak med de borgere, der har dannet foreningen. Det er dejligt, at borgerne gerne vil passe på deres kvarter," siger Jørgen Gaarde.
Det er grundejere på Adslevvej bag Hørning Bytorv, der føler sig utrygge i kølvandet på nedrivning, anlæg af p-plads og kommunalt opkøb i området.
"Der er intet, der ikke har været kendt, debatteret på borgermøde eller indgået i vore kommuneplaner," siger Jørgen Gaarde.
Borgmesteren mener også, at kommunen allerede har lyttet til borgerne, idet det eksempelvis blev fravalgt, at parkeringspladsen bag centret skulle have ind- og udkørsel på Adslevvej.
Ønsker ikke at købe mere
Jørgen Gaarde bekræfter desuden, at Skanderborg Kommune har fået tilbudt et hus på Kirkevej.
"Det er det eneste hus, vi har planer om og vilje til at opkøbe, og vi har ikke ønske om at købe andet," siger Jørgen Gaarde.
Borgmesteren oplyser også, at kommunen har besluttet hurtigst muligt at nedrive den tomme bygning, der tidligere husede Børnehaven Nørre Allé. Det sker for at undgå hærværk eller ulykker.
Jørgen Gaarde siger tillige, at det er meningen, at børnehaven og det gamle rådhus bliver sat til salg i samlet udbud.
Endelig fastslår Jørgen Gaarde, at kommunen også er interesseret i at få parkeringspladsen til at glide naturligt ind i området.
"Derfor har vi også lavet aftaler med naboerne til de to sider af parkeringspladsen om, hvordan vi laver hegn og så videre, og at der bliver plantet både hæk og træer for at få lavet en ordentlig afslutning ud mod Adslevvej," siger borgmesteren.