Fortsæt til indhold

Ledige spiller med i projekt jobrotation

Et udvidet samarbejde med ledige borgere skal i et storstilet jobrotationsprojekt få dem ud på arbejdsmarkedet igen

Samfund
Anette Bonde

Det er sagt så tit, at de ledige skal have et kompetenceløft, der kan hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet igen. Men ved at udvide samarbejdet med borgeren selv, regner Norddjurs Kommune med at få endnu bedre resultater i et nyt projekt på socialområdet.

Udgangspunkt i borgeren

Onsdag 18. september blev snoren klippet til det storstilede jobrotationsprojekt. Det overordnede mål med projektet er at blive endnu bedre til at samarbejde med borgeren med udgangspunkt i borgerens egne ønsker om det gode liv.
Det betyder helt konkret, at alle medarbejdere fra handicap og psykiatri frem til 2015 på skift skal gennemgå et uddannelsesforløb, der skal udvikle kompetencerne hos den enkelte og medvirke til øget trivsel for både medarbejder og borger.
“I sidste ende handler det om at forstå borgernes forskellige udgangspunkter, for at kunne give dem et så selvstændigt og indholdsrigt liv som overhovedet muligt”, forklarer socialchef Hanne Nielsen, der har et mangeårigt virke på socialområdet bag sig.
Hun har således selv oplevet, hvordan målgruppen med tiden er blevet en hel del bredere.
“Generelt er handicap og psykiatri et stort og komplekst område, hvor der hele tiden er behov for at finde nye redskaber til bedre at forstå borgernes hverdag.”

Ledige kommer i job

Ved at opkvalificere borgerne sikres det, at de hele tiden kan løse opgaverne. Samtidig giver uddannelsesforløbet mulighed for at udnytte hinandens kompetencer og udveksle erfaringer på tværs af fagområder, forklarer hun.
Længden af hvert uddannelsesforløb varierer alt efter om der er tale om et diplom eller AMU-forløb.

Ansat ledige

Socialområdet har nu ansat en lang række ledige fra Norddjurs Kommune i jobrotation.
De kommer med vidt forskellig uddannelse og baggrund. Fælles for dem er dog, at de er blevet klædt godt på til at varetage de forskellige opgaver, som arbejdet med handicap og psykiatri kræver.
De ledige har inden projektets start været ude i praktik hos forskellige bosteder, for at mærke arbejdet på egen krop.
Herefter har de gennemført et månedlangt modul på Social og sundhedsskolen i Grenaa, som skulle koble teori på det praktiske arbejde.

Stadig åbne pladser

Hanne Nielsen pointerer, at det ikke er for sent at blive en del af jobrotationen.
“Da vi løbende har medarbejdere, der skal starte på uddannelse, er behovet for flere vikarer stadig til stede. Vi oplever en stor glæde blandt alle projektets medvirkende, især de ledige som får mulighed for at prøve kræfter med socialområdet, og forhåbentlig ad den vej kan komme i job.”
Du kan læse mere om projektet på norddjurs.dk/job.