Fortsæt til indhold

Modersmålet tilbage i folkeskolen

S- og V-kandidat er enige om modersmålsundervisning.

Samfund
Peter Friis Autzen

Oprindeligt var de uenige, men det er de ikke længere.
Venstreborgmester og spidskandidat Kenny Bruun Olsen og den socialdemokratiske byrådskandidat, Lasse Strüwing Hansen, mener begge, at de fredericianske folkeskoler skal tilbyde modersmålsundervisning.
Mens det er kendte toner fra Lasse Strüwing Hansen, er det nye toner fra Kenny Bruun Olsen, som tidligere har talt for at spare modersmålsundervisningen væk.
“Men undersøgelser viser, at indvandrere integreres bedre, hvis de modtager modersmålsundervisning. De bliver bedre til at modtage undervisning i andre fag og ender med at fungere bedre i samfundet, det er simpelthen en god investering,” siger Lasse Strüwing Hansen (S).
Kenny Bruun Olsen er enig.
“Udlændinge, som mestrer deres eget sprog, er bedre til at lære og integrere sig. Undervisningen giver dem også bedre mulighed for at vende tilbage til hjemlandet, hvis det bliver aktuelt,” siger Venstre-borgmesteren, som erkender, at han tidligere været imod modersmålsundervisning.
“Men vi har talt om det og er enige om, at erfaringerne på området er gode,” siger han.
Modersmålsundervisning er et tilbud efter normal skoletid, hvor eleverne får undervisning i deres modersmål. Det er altså ikke almindelige undervisningstimer i f.eks. fysik, som blot foregår på modersmålet.
Ifølge Lasse Strüwing Hansen vil det koste kommunen 200.000 kroner at indføre modersmålsundervisningen
“Det er alle pengene værd,” siger han og glæder sig over, at Kenny Bruun Olsen har skiftet mening.

Enighed i Venstre?

Venstre-borgmesterens nye holdning fremgår af hans svar på et spørgeskema på Lokalavisen Budstikkens netavis og valgsite på adressen fredericia.lokalavisen.dk. Ved redaktionens slutning var Kenny Bruun Olsen den eneste af otte Venstre-kandidater på valgsitet, der støttede modersmålsundervisning i folkeskolen. Seks var imod og én erklærede svarede hverken/eller.
Blandt socialdemokraterne på sitet var der heller ikke helt enighed: Otte erklærede sig enig i, at skolerne skal tilbyde modersmålsundervisning. To svarede hverken/eller. Ingen var imod.

DSU-lokalformand og byrådskandidat Lasse Strüwing Hansen glæder sig over signalerne fra Kenny Bruun Olsen. Test de andre kandidaters - Og din egen holdning på fredericia.lokalavisen.dk