DEBAT Ung - brug din stemme!
Kun 35 % af de unge mellem 17 og 24-år er helt sikre på, at de vil stemme ved dette valg, viser en ny undersøgelse... 35% !!! Det tal, det skal vi da ikke have her i Favrskov kommune!
Manglende valgdeltagelse blandt unge skyldes blandt andet dovenskab (ja, jeg er stadig så ung at jeg kan tillade mig at sige det), og det er det selvfølgelig lidt svært at gøre noget ved. Men jeg tror på, at langt størstedelen af skylden, og også en del af årsagen til dovenskaben, er, at det slet ikke går op for de unge, hvad de lige får ud af at stemme ved et kommunalvalg! Og årsagen til dette, det må vi tage på egen kappe, partierne og byrådet og kommunen imellem, men måske også undervisningen på uddannelsesinstitutionerne og informationerne fra medierne har noget at skulle sige i den sammenhæng.
De unge skal simpelthen forstå, at det nytter at bruge sin stemme, både lokalt, regionalt og nationalt! At det lokalt handler om hverdagsvelfærd, og at det er vigtigt - at det er her, at de får indflydelse på mængden og kvaliteten af cykelstier, muligheden for offentlig transport, udbuddet af fritidsaktiviteter og rammerne omkring det (f.eks. mængden og kvaliteten af fodboldbaner, haller, svømmehaller, musikskoler og ungdomsskoler), hvilken hjælp ens gamle mormor kan få, og hvordan lillebrors folkeskole fungerer.
Jeg skal nok ikke gøre mig håb om, at ret mange unge læser lokalavisen, så dig derude, der læser dette og har et barn eller barnebarn – prik dem lige på skulderen og fortæl dem, hvilken indflydelse de faktisk har!
Selvom jeg stiller op for SF, så vil jeg da ti gange hellere have unge i kommunen, der træffer et valg og stemmer Venstre, end unge der bliver derhjemme på sofaen og ikke tager stilling!