Strøby Idrætscenter skifter forpagter
STRØBY: AIK Fonden der står for driften af Strøby Idrætscenter kunne tidligere meddele, at have fundet en afløser for forpagter Inge Larsen som i mere end 12 år har haft forpagtningen af cafeteriet. Det nye forpagter-par Jane Finderup og Lasse Andersen overtager forpagtningen pr 1. november, og det skal fejres behørigt.
- Det er med stor glæde at borgmester Poul Arne Nielsen har accepteret vor invitation til denne for os store begivenhed midt i en kommunal valgkamp, hvor han dog har overladt scenen til nye kandidater til borgmester-posten, siger formanden for AIK Fonden, Bjarne Munck.
Borgmesteren har været en medvirkende kraft til at overlade driften af Strøbyhallen, som nu kaldes Strøby Idrætscenter, og viser stor interesse for udviklingen af idrætslivet i Stevns kommune og herunder også hvad der sker i AIK Fonden og hos de lokale foreninger, som har til huse her.
Indendørs sæsonen er nu ved for alvor ved at komme igang for alle sportsgrene og aktiviteter i Strøby Idrætscenter, hvilket betyder stor aktivitet i idrætscenteret på alle ugens dage. Der er en lang række stævner og begivenheder planlagt i weekender og sæsonen for brug af kunstgræsbanen lige udenfor er også kommet godt igang. Alle kommunens fodboldklubber er blevet enige om fordeling af tider for kunstgræsbanen og samarbejdet herom fortsætter de gode takter som blev påbegyndt ved åbningen sidste år.
De nye forpagtere sætter dagsorden, men brugerne af idrætscenteret involveres.
Jane Finderup og Lasse Andersen har haft det første konstruktive møde med en række frivillige deltagere fra de respektive foreninger i et nyetableret brugerudvalg. Mange gode ideer, ønsker og krav er allerede blevet drøftet og er ved at blive udviklet og implementeres straks de nye forpagtere tager over.
- Det er en rigtig god måde for os som nye forpagtere, at få en dialog og forventningsafstemning med de primære kunder i cafeteriet. Vi skal naturligvis lytte og tilpasse de koncepter, som vi har erfaring med i Herfølge. Det er meget glædeligt at møde engagerede deltagere i et frivilligt udvalg, som vi kan bruge til at skabe kontakt med de mange brugere af hallens flotte faciliteter. Vi har allerede aftalt med AIK Fonden at der opsættes to automater i området ved AIK Fitness således, at de brugere der benytter fitness-centeret udenfor normal åbningstid kan få en kop friskmalet og -brygget kaffe, en læskedrik eller energi-bar enten før eller "to-go" efter træning, siger Jane Finderup.
Der holdes åbent hus fredag den 1. november i tidsrummet kl 15-17, hvor der kan tages afsked og bydes velkommen til henholdsvis den nuværende og de nye forpagtere. Der vil være lidt til ganen og borgmesteren vil holde en tale for de fremmødte.
pm