Plads til de mange nye studerende i Beder
Jordbrugets UddannelsesCenter i Beder har lige indviet kollegiet Solsikken
Der kommer flere og flere studerende til Jordbrugets UddannelsesCenter, der ligger i Beder.
Dem skal der være plads til. Derfor har uddannelsesinstitutionen været i gang med at bygge et helt nyt kollegium, der har 96 sengepladser. Solsikken, som det hedder, er lige blevet indviet af borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Direktøren for uddannelsescenteret, Claus Christensen, var da også en glad mand, da der var indvielse.
“Med udvidelsen af vores afdeling her i Beder vil vi fremover kunne tiltrække endnu flere elever og kursister til de grønne erhvervsuddannelser og kurser, og vi vil kunne tilbyde dem helt moderne værelser at bo i, mens de uddanner sig til for eksempel anlægsgartner eller blomsterbinder lige inde ved siden af,” siger Claus Christensen i en pressemeddelelse.
Der er nu plads til knap 300 elever og kursister under uddannelse, og det første hold er allerede flyttet ind i Solsikken.