Fortsæt til indhold

Nu har Landsoldaten været sygemeldt i et helt år

I 12 måneder har eksperter repareret på den gamle Landsoldat. Det vides ikke, om han bliver klar i år, men eksperterne håber det

Samfund
Peter Friis Autzen

I denne uge er det et år siden, at Landsoldaten blev fjernet fra sin sokkel på Landsoldatpladsen. Og meget tyder på, at der kommer til at gå endnu en rum tid, før han kan vende tilbage til sin plads. Måske bliver det først til næste år.
Helt præcist var det den 24. oktober sidste år, at statuen blev løftet ned fra sin sokkel. Hans mange indre jernskruer var rustne, og statuen risikerede at falde fra hinanden.
Arbejdet med at skifte skruerne trak ud. Dels var skruerne svære at finde og vanskelige at komme til. Og dels var mange af dem specialfremstillet i størrelser, der ikke kan skaffes nu om stunder. Og endelig var der stor fare for at ødelægge statuen og dens grønne patina, hvis ikke man gik meget langsomt og meget grundigt frem.
“Men nu er alle skruerne efterhånden skiftet,” siger konservator Louis Lange Wollesen fra Konserveringscentret i Vejle. Han har det overordnede ansvar for reparationerne, som foregår et hemmeligt sted.

Gevær, rust og syre

Aktuelt er det Landsoldatens gevær, der er årsag til forsinkelserne.
“Inde i geværet var der en jernstang, som rustede voldsomt og som truede med at ødelægge geværet. For at få dén ud, måtte vi skille geværet ad i dets tre dele. Men for at finde samlingerne, måtte det hele røntgenfotograferes. Og for at gøre det, måtte vi tilkalde eksperter med så kraftigt røntgenudstyr, at vi - af hensyn til sikkerheden på de andre virksomheder i området - kun turde bruge det midt om natten”, siger Louis Lange Wollesen.
Siden er geværet og Landsoldatens hånd blevet skilt fra hinanden. Og nu er et nyt problem dukket op.
“Jernstangen inden i geværet er støbt fast i gevær-kolben, hvor den sidder støbt fast i zink. Hvis man forsøger at smelte den løs, risikerer zinken at bryde i brand - og kolbens grønne patina vil blive ødelagt. Derfor forsøger man at løse problemet ved at bore en masse små huller i zinken - Og så efterfølgende ætse resten væk med syre. Og det tager tid,” siger Louis Lange Wollesen.

Konservator Louis Lange Wollesen tør ikke love, at Landsoldaten kommer hjem i år.

Hvornår?

Louis Lange Wollesen tør ikke sige, hvornår Landsoldaten er klar til at blive hjemsendt.
“Vi har ført brændt fingrene på at melde en dato ud for tidligt. Jeg håber, at det bliver i år. Men jeg kan ikke love noget somhelst,” siger han.