Dokumentarist med en dyr hobby

Ustyrligheden. Kernen i dokumentarfilmen.
På en gang frustrerende og fascinerende.
Instruktør Berit Madsen, der i denne uge spillefilmsdebuterede med dokumentaren ”Sepideh”, er fanget af genren, hvori hun synes, de virkelig stærke historier kan fortælles.
Men hun aner aldrig, hvor de ender. Eller om det overhovedet ender med at blive til en film.
"Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle bruge fire år på at fortælle historien om Sepideh. Det havde jeg virkelig ikke set komme. Men sådan blev det," siger den aarhusianske instruktør.

Virkeligheden fortæller

Når hun kaster sig ud i et projekt, som hun før har gjort det i Nepal, Serbien, Indien, De Vestindiske Øer og Niger, lader hun virkeligheden fortælle historien.
"Jeg kunne ikke drømme om at lave andet end dokumentar. Virkeligheden overgår alt for ofte fiktionen," siger Berit Madsen og tilføjer:
"Jeg plejer at sige, at det er en meget dyr hobby, jeg har."
Berit Madsen er uddannet fra filmskolen Les Ataliers Varan i Paris og er cand.phil. i etnografi og antropologi fra Aarhus Universitet.
Senest har hun været i Iran for at fortælle historien om den 16-årige Sepideh, der drømmer om at blive astronaut.
Igennem fire år har hun været i landet otte gange. Hver gang af flere ugers varighed.
"Det er usædvanlig lang tid, og fedt at vi har kunnet komme så tæt på Sepideh. Hendes mor, onkler og omgangskreds har virkelig åbnet deres hjem og hjerter," siger Berit Madsen.

Støtte har givet frihed

Filmen, der er produceret af aarhusianske Radiator Film, var fornylig en del af Doxbio, der hvert år udvælger seks dokumentarfilm, som præsenteres i 50 biografer landet over.
Og så har filmen fået støtte fra Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Filmpulje, hvilket har betydet, at Berit Madsen for første gang har kunnet koncentrere sig om sin dyre hobby og ikke skullet supplere med undervisning og diverse bestillingsopgaver.
"De seneste to år har jeg haft fuld fokus på filmen. Det har været rigtig rart," siger instruktøren, der egentlig havde lavet slutningen på filmen, men så samlede hun alligevel sit filmhold i januar igen.
"Pludselig skulle Sepideh møde sit store idol, en kvindelig iransk astronaut, og det var simpelthen for godt til, at vi kunne lade det passere."
Til alle optagelserne var der udover de personer, der optræder i filmen, fire personer til stede. Hende selv og hendes tre iranske filmfolk.
Og instruktøren lægger ikke skjul på, at det er umuligt ikke at påvirke den virkelighed, man filmer.
"Det kan man aldrig. Vi bliver alle sammen medfortællere, men det synes jeg heller ikke gør noget. Det er en filmisk virkelighed, vi viser. Men det gør den ikke mindre virkelig end alt muligt andet," siger dokumentaristen.

Fokus på madpakker

Selvom hun tit har været i fjerne afkroge af verden for at optage film, har hendes base altid været i Aarhus, hvor hun har en mand og en datter.
"Det er meget intensive forløb, når jeg rejser ud og optager. Når jeg så kommer hjem, går jeg lidt i sort i nogle uger. Så koncentrerer jeg mig ikke om andet end, at der skal handles ind og smøres madpakker," siger Berit Madsen.
Hun er klar over, at familien må lide afsavn indimellem.
"På langt sigt tror jeg, min datter trives langt bedre med at have en mor, der gør det, hun brænder for. Når jeg er hjemme, har jeg til gengæld langt mere overskud."
Berit Madsen rejser om få dage ud igen. Denne gang går turen til Beirut, hvor hun vil lave en film om mænd og kærlighed.
En dokumentarfilm, hun håber, vil kunne klares på mindre end fire år.
Men man ved aldrig.