Cecilia skal kæmpe for Danmark ved Miss Universe
Cecilia Iftikhar med en fortid og familie i Kokkedal vandt for nylig Miss Danmark og repræsenterer de næste tre uger Danmark ved verdens største skønhedskonkurrence, Miss Universe
Når Miss Universe den 9. november bliver afgjort i Moskva, er det 26-årige Cecilia Iftikhar, der i dag bor i København, men kommer fra Kokkedal, hvor hendes familie stadig bor, som Danmark skal sætte sin lid til.
Cecilia var nemlig skønnest af alle, da den danske deltager i Miss Universe for nylig blev fundet blandt omkring 1600 piger fra hele landet ved den officielle Miss Danmark-konkurrence.
"Det var da fantastisk - og nu glæder jeg mig bare til at komme til Moskva, hvor jeg nok aldrig selv var taget hen af mig selv," siger Cecilia, der er taget til Moskva i starten af denne uge.
Her skal hun så repræsentere de danske farver med to kulturer i bagagen, da hun har en dansk mor og pakistansk far.
"Det er jo meget normalt i dag, og mine forældre har klaret det godt og givet det bedste fra de to kulturer til mig," siger den dansk-pakistanske skønhed.
Fokus på velgørenhed
Faktisk var det allerede for en måned siden, at Cecilia Iftikhar blev kåret til den nye Miss Danmark. Men nyheden har været holdt hemmelig siden, for at hun kunne få ro til at forberede sig til den store og krævende konkurrence.
Det har dog heller ikke været noget problem for Cecilia, der lige så gerne vil tale om sit engagement i velgørenhedsorganisationen White Ribbon, der sætter fokus på mænds vold mod kvinder.
"Sammen med ligestillingsminister Manu Sareen har jeg og 20 andre frivillige netop været med til at få startet organisationen i Danmark. Så det har jeg været meget optaget af i år. Nu håber jeg så bare, at jeg kan bruge Miss Danmark-titlen til at få skabt yderligere opmærksomhed om vores arbejde," siger den sympatiske danske Miss Universe-deltager med noget på hjertet.
Er ærlig og sig selv
Miss Universe er heldigvis en skønhedskonkurrence, hvor der bliver lagt vægt på meget andet end se godt ud. Ud over udseendet vil deltagerne blandt andet blive bedømt på deres udstråling og væremåde, og de skal også kunne tale godt for sig og argumentere for deres interessere og målsætninger. Og netop det mener Cecilia Iftikhar er en fordel for hende i konkurrencen.
"Det er min største chance, for min styrke er helt sikkert, at jeg er mig selv - åben og ærlig," konstaterer hun.
Vil ikke ændre sig
Om det så rækker i Moskva, kan kun de næste tre uger frem til den store finale den 9. november vise. Men uanset om det bliver til den helt store sejr og dermed et helt år væk fra Danmark som Miss Universe 2013 - eller en hurtig hjemrejse til København og Danmark, lover Cecilia Iftikhar, at hun vil forblive den samme og afviser også umiddelbart en fremtid som den næste danske topmodel - uanset tilbud og penge.
"Jeg lider jo ingen nød, og jeg vil også hellere lave noget med velgørenhed."