Et Fællesråd er aktivt medborgerskab
Byrådet behandlede den 9. oktober et forslag om at nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en medborgerskabspolitik og udarbejde et katalog med nye måder til borgerinddragelse. Alt sammen for at styrke aktivt medborgerskab, som det fremgår af forslaget.
I Venstre mener vi, at der er brug for et stærkere samspil mellem borgere og kommune, ligesom nogle samspilsområder godt kan trænge til forbedringer. Derfor er det udmærket at nedsætte et udvalg, som grundigt kan gennemgå alle relationer mellem borgere og kommune.
I Venstre mener vi, at det er vigtigt at understrege, at vi på mange områder allerede har et velfungerende og aktivt medborgerskab. I den forbindelse vil vi fremhæve fællesråds systemet, som i mange år, på frivillig basis, har fungeret som et vigtigt bindeled mellem borgere og kommune. Et bindeled indenfor alle områder: Skole, sundhed, ældre og kultur med videre men mest synligt og aktivt indenfor det tekniske område, alene på grund af det store antal sager mellem borgere og kommune, som findes på Teknik og Miljø området.
I Aarhus Kommune har fællesråds systemet fungeret siden slutningen af halvfjerdserne, og i Venstre betragter vi systemet som grundstenen i samspillet mellem borgere og kommune. Det er vores opfattelse, at grunden til at det har fungeret så godt i mange år, er den struktur, som fællesråds systemet har.
For det første er et fællesråd bygget op omkring en bydel eller et lokalområde. Et fællesrådets identitet og legitimitet er nøje knyttet til et geografisk område.
For det andet består medlemsskaren af mange interessenter fra bydelen eller lokalområdet. Lige fra kommunale institutioner og alle mulige former for foreninger over til virksomheder og i nogle tilfælde enkeltpersoner.
Altså en meget bredt sammensat medlemsskare, som har et fælles mål, nemlig i fællesskab at varetage bydelens eller lokalområdets interesser. Arbejdet i fællesrådene foregår på tværs af politiske forskelligheder i fælles erkendelse af, at det er områdets interesser, som står over alt. Den politiske del foregår i byrådet.
Det er vores opfattelse, at denne struktur i fællesråds systemet, som har været bæredygtig i så mange år, også fremover vil kunne bære igennem overfor de nye udfordringer, som byen står overfor.
Vi er selvfølgelig åbne overfor forbedringer og justeringer, som nutiden stiller, og derfor vil vi deltage i udvalgsarbejdet om en aktiv medborgerskabspolitik med en positiv indstilling.