DEBAT Formanden modsiger sig selv
Jeg har i forbindelse med privatisering af veje haft en livlig korrespondance med borgmester Niels Borring, hvor jeg har gjort opmærksom på, hvad det vil betyde økonomisk for hver enkelt husstand i vores boligområde.
Tallene er fra to asfaltfirmaer, og prisen på en nyasfaltering lød på knap 1.400.000 kroner i 2011 priser.
Med hensyn til vintervedligehold har jeg fremskaffet udgiftstallene for, hvad Favrskov Kommune har brugt på opgaven i vores boligområde i 2009, 2010 og 2011.
Det fik formanden for teknik- og miljøudvalget, Charlotte Green (K) til at svare, at disse tal var alt for høje, da man kunne få asfalteret meget billigere. I forbindelse med budgetlægningen, mente Charlotte Green, at det beløb på 16 millioner til asfalt, skulle være 22 millioner kroner, og så er det jeg spørger mig selv, om det nu behøver at være så dyrt, når asfaltering, ifølge Charlotte Green, er så billigt, når vi andre skal betale.
Ifølge borgmesteren er det harmoniseringen, der ligger til grund, og så skal det selvfølgelig være laveste fællesnævner, som findes i Hadsten og Hinnerup, hvor man i mange år har udstykket boligområder med private veje. Her vidste man, hvad man gik ind til og har derfor haft 25 år til opsparing til ny asfalt, hvor vi andre får max 10 år, hvis kommunen følger lovens mindstekrav, der siger en restlevetid på 25 procent på den vej, de afleverer!
Der har været ret stille på området, og det skyldes nok det forestående kommunalvalg, men jeg vil gerne vide, hvad alle de nye byrådskandidater mener om denne nye ekstra skat, som kommunen pålægger os oven i den eventuelt alt for meget opkrævet ejendomsskat siden 2003. Hvis jeg skal stemme til kommunalvalget, vil jeg vide, hvem af de nye kandidater, der tør stå op imod disse urimeligheder. De nuværende vil jeg under ingen omstændigheder støtte med min stemme!