Fortsæt til indhold

Cellpack skifter ejer og navn

Samfund
Erling Baastrup

Embalagevirksomheden Cellpack i Thorsø er overtaget af JBH A/S (Jørgen Bladt Holding) og skifter navn til Honeycomb Cellpack A/S.
Herved gennemfører de tidligere ejere af Cellpack et generationsskifte og sælger både selskabet og samtlige aktiviteter til JBH i Aalborg, som vil videreudvikle virksomheden fra dens nuværende adresse i Thorsø ved Hammel.

Medarbejderne fortsætter

Virksomheden har i dag mellem 15 og 20 medarbejdere afhængig af aktivitetsniveau, men den nye ejer har ambitioner og planer om vækst for det miljørigtige emballagemateriale:
”Vi er glade for, at ejerskiftet nu er faldet helt på plads, og at alle medarbejdere fortsætter,” lyder det fra firmaets direktør Thomas Bladt.
Én af de første beslutninger fra de nye ejere har været at redesigne logo og hjemmeside og at udvide navnet til Honeycomb Cellpack. Det sker dels for at sikre større international appel, og dels for at bevare genkendeligheden hos nuværende kunder.
En anden beslutning har været at samle virksomhedens aktiviteter på én adresse. Tidligere har administration og produktion været fysisk adskilt, men i forbindelse med ejerskiftet gav det god mening at samle alle virksomhedens aktiviteter på Møllevej 17 i Thorsø ved Hammel:

Bierne som forbillede.

Den specielle Honeycomb-emballage er baseret på vandbaseret lim og biologisk nedbrydeligt papirmateriale. Emballagens kerne er designet som biernes bikubeceller, og giver en unik og stærk stuktur til stødabsorbering – blandt andet ved transport af sårbare genstande.