Fortsæt til indhold

På tidsrejse i Europa med Per Nyholm

Højskoleaften med journalist Per Nyholm

Samfund
Anette Bonde

Per Nyholm, journalist, korrespondent og mangeårig klummeskriver hos Jyllandsposten, kommer til Allingåbro Hotel onsdag 23. oktober klokken 19.30.
Per Nyholm, der er bosat i Wien, er inviteret af Norddjurslands Valgmenighed til højskoleaftenen. Han vil holde foredrag og efterfølgende samtale og diskussion over emnet: ”Danmark i Europa, Europa i Danmark 1000 år – en journalistisk rejse i vor fælles historie”. I Weekendavisen har Ole Nyeng kaldt Per Nyholm for sin generations ypperste inden for udenrigsjournalistikken.
Per Nyholm har mange titler og en lang karriere. Han begyndte som journalist 1960. Efter 1980 var han Jyllands-Postens korrespondent i London, Wien og Rom. Han dækkede Balkan-krigene og Europas samling efter 1989. Han har udgivet bøgerne "Danmark", "Europæerne"og "Havet, Byen, Bjergene", og skriver hver søndag en klumme i Jyllands-Posten.
Per Nyholm er medlem af EU-kommissionens kulturgruppe. Han har i sine bøger beskrevet Europa i opbrud og forandring fra Balkankrigene til nu.
Ifølge Per Nyholm er vi ikke blot i en finanskrise og en økonomisk krise, ”men vi har at gøre med en samfundskrise og en holdningskrise, som truer de vestlige demokratier”.
Alle er velkomne om man er medlem af valgmenigheden eller ej, siger valgmenighedspræst Karen Marianne Kristensen.