Fortsæt til indhold

Kvindelige kandidater holder byrådsmøde

Over det meste af landet bruges weekenden omkring 2. november til at slå et slag for mere ligelig kønsfordeling i byrådene. Således også i Favrskov.

Samfund
Erling Baastrup

For fire år siden samledes de kvindelige kandidater til kommunalvalget i byrådssalen for at markere, at de altså godt kan sidde på de stole. Det gør de igen i år under forsæde af Folketingsmedlem Anne Baastrup.

”I Favrskov Kommune hænger borgmesterkæden om halsen på en mand og blot 8 ud af 27 byrådsmedlemmer er kvinder. Det er flere end for fire år siden, men stadig ikke nok,” lyder det i oplægget fra Susanne Hammelboe, der er SF'er som Anne Baastrup.
Mødet foregår i byrådssalen på det tidligere rådhus i Hammel og varer fra kl. 10 til 11.30.
På tværs af partifarve vil kvindelige kandidater til kommunalvalget møde op og fortælle om sig selv og om, hvordan Favrskov Kommune skal se ud i fremtiden.
”Vores visioner for kommunen er selvfølgelig ikke nøjagtig de samme, blot fordi vi er kvinder, men fælles for os alle er, at vi gerne vil arbejde for en mere lige repræsentation inde på rådhuset. Kvinder og mænd adskiller sig trods alt fra hinanden på mange væsentlige punkter, der har indflydelse på kommunalpolitikken,” siger Susanne Hammelboe, byrådsmedlem for SF, der har været tovholder på kampagnen i Favrskov Kommune.

De glade kvindelige kandidater til valget i 2009.
Susanne Hammelboe står som hovedsansvarlig for arrangementet.