Fortsæt til indhold

5-årige kræftsyge Marie fik sin drøm opfyldt

Ønskefonden overraskede familien Petersen og Marie med en rejse til Disneyland

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Øjnene lyser og 5-årige Marie Petersen kan slet ikke lade være med at smile, når hun fortæller om sin nylige tur til Disneyland i Paris sponseret af Ønskefonden.
"Det sjoveste var nok at flyve. Men tingene var også sjove derover," siger Marie og fortæller, at hun fik et læbestiftsmærke da hun mødte prinsesse Tiana, som kyssede hende på kinden.
"Da jeg så kyssemærket, grinte jeg rigtig meget selv," smiler Marie lidt genert.
Den 5-årige pige fra Ølstykke er blandt de ca. 75 børn i Danmark, der hvert år får konstateret Akut Lymfatisk Leukæmi.

Kræft som 3-årig

Marie fik sin diagnose i maj for to år siden kort tid efter sin 3 års fødselsdag. Hun var blevet syg i påsken, og først troede familien, at det bare var en normal omgang influenza. Men efter flere dage med besøg hos vagtlægen, høj feber, næseblod og opkast kom dommen - Marie havde kræft.
"Man tænker, overlever man sådan noget," fortæller Maries mor, Solveig Petersen.
Sygdommen betød en fuldstændig omvæltning af livet, som familien, der består af Marie, storebror Jakob på 8 år, Ellen på 11 år, mor Solveig og far Martin Petersen, havde levet det hidtil.
For det første var det slut med børnehaven for Marie, og så bød det første år ellers på massere af ture frem og tilbage til hospitalet.
"Det værste har nok været islolationen. Marie har ikke kunnet være særlig meget sammen med andre," siger Martin Petersen og fortæller, at det mindste sygdomstegn hos venner og bekendte har udelukket dem fra at kunne besøge familien Petersen - ligesom de heller ikke har kunnet besøge andre. Og kun en lille håndfuld af Jakob og Ellens venner har fået lov til at blive lukket ind på domicileni Ølstykke.

Prinsesse Tiana gav Marie et stort kys på kinden (Privatfoto)

Endelig Disneyland

Derfor havde familien også forberet sig på, at Marie ville blive syg efter turen til Disneyland, men til alt held holdt Maries krop stand, og hun har kunnet nyde ferieminderne uden en efterfølgende tur til hospitalet.
Minder, som familien har glædet sig til at få i to et halvt år.
Før Marie blev syg, havde familien Petersen nemlig netop til stor glæde for børnene bestilt en rejse til Disneyland, som dog hurtigt blev afbestilt igen.
Derfor var der også ekstra stor begejstring, da Ønskefonden dukkede op med en tre dages rejse til netop Disneyland.
"Det har været vildt spændende for børnene at vi skulle af sted. Vi har jo ikke været på sommerferie i al den tid, Marie har været syg," siger Solveig.

Hele familien Petersen havde en skøn tur til Disneyland (Foto:MBS)

Snart rask igen

Heldigvis nærmere tiden sig, hvor familien ikke længere behøver at lade kræften stå i vejen for deres drømme og fremtidsplaner.
"Marie slutter behandlingen om tre uger, så vi nærmer os enden på det, så skal hun bare have sit immunforsvar op," siger Martin Petersen og fortæller, at Marie ikke har været indlagt siden maj.
Hvad glæder I jer mest til?
"Bare det at få lov til at aflevere Marie i børnehave igen, og få lov til a leve et normalt liv."

Ønskefonden
Make-A-Wish Ønskefonden er en næsten udelukkende frivillig organisation, der opfylder ønsker for børn mellem 3 -11 år med livstruende sygdomme.
Organisationens økonomiske fundament er bygget op omkring donationer, sponsorater og kontingenter.
Kender du et barn, der trænger til at få et ønske opfyldt, så kan du se på www.onskefonden.dk, hvordan man søger.

Knæk cancer

Uge 43 er "Knæk Cancer uge" med fokus på oplysning om sygdommen og forskellige indsamlinger til fordel for forskellige cancer-projekter.
Sidste år samlede danskerne via TV2 ca. 102 millioner kr. ind og igen i år er der masser af muligheder for at sende støttekroner.
Du kan læse mere om, hvordan du starter din egen indsamling eller støtter på anden måde på www.cancer.tv2.dk