Vi skal tænke skævt og ud af boxen for et samlet Norddjurs
I Norddjurs kommune skal vi fortsætte med at tænke anderledes, skævt og ”ud af boxen”. Vi skal turde tage fat i gamle vaner og gentænke for at skabe nyt. Det er det, vi nu skal gøre med den ny folkeskolereform - og det er også, hvad I borgere i Norddjurs så ofte gør. Det er en fornøjelse, når vi som politikere kan støtte op om jeres og vores fælles projekter og se udvikling og vækst i alle dele af Norddjurs kommune.
En af de største opgaver, vi har i fremtiden og den kommende valgperiode er at komme væk fra sognerådspolitikken og have fokus på et samlet og helt Norddjurs. Vi skal tænke øst, midt og vest – et helt Norddjurs. Vi skal se på helheder frem for kun at tænke lokalt. For når vi står sammen og tænker i helheder, så sker der noget. Vi bliver konstruktive og nytænkende – og skaber resultater til gavn for os alle.
F.eks. er Naturskolen og Fjordcenteret nu blevet en enhed under navnet Kyst- og fjordcenteret, der dækker aktiviteter lige fra Fjordcenteret i Voer, over Blå Flag stationen i Fjellerup til Naturskolen i Grenaa. Ud af det nye fællesskab er der udsprunget nye ideer og tidligere succes'er er videreført til gavn for turister, skolebørn og øvrige borgere både i – og udenfor - kommunen.
I budget 2014 bygger vi videre på en succes. Der er blevet plads til en udvidelse af UngNorddjurs med yderligere en ungdomskonsulent. Det er en stor styrke, at der nu er flere ressourcer til at komme på gaden – være street-walkers – og voksen blandt de unge i både øst, midt og vest - og dermed en større dækning i kommunen som helhed. Erfaringsmæssigt er der en rigtig god kontakt og fortrolighed mellem de unge og de voksne. Også her bygges der videre på de tidligere rigtig gode erfaringer – og samtidig er der plads til nytænkning og fornyelse.
Viden Djurs er med til at tænke sammenhænge og ét Norddjurs. Der arbejdes intenst med at etablere en ny ungdomsuddannelse i bygninger i Auning (evt. tidligere Datagraf-bygningen) med fokus på oplevelsesøkonomi. Det er da at tænke i helheder og til stor gavn for alle - både i og udenfor Norddjurs.
Dette viser, at når vi tænker Norddjurs som en hel kommune, så sker der udvikling og vækst i hele kommunen, men naturligvis ikke på samme tid. Vi skal til enhver tid glædes over udviklingen alle steder i kommunen – se muligheder og ikke begrænsninger. (Når det regner på præsten, så drypper det på degnen). Når det går godt i Norddjurs – uanset om det er i øst, midt eller vest, så skal vi have blik for, at det også giver effekt, ideer og muligheder andre steder i Norddjurs.
Nytænkning og udvikling sker gennem nye og anderledes fællesskaber. Mænd og kvinder tænker, motiverer og handler forskelligt. Derfor er det også vigtigt med flere kvinder i kommunalbestyrelsen, så der er en rimelig repræsentation af begge køn . Forskellighed gør stærk!
Denne udfordring tager vi gerne på os. Også i en valgkamp.