Arbejdernetværket Skanderborg afprøves for første gang ved kommunalvalget
70% af danskerne mener at demokratiet fungerer bedst, hvis de folkevalgte har samme baggrund som dem selv siger en ny analyse udarbejdet af Cevea. Jeg mener også det er vigtig at sammensætningen af de folkevalgte afspejler befolkningssammensætningen. Det gør den på ingen måde i dag. Der sidder færre og færre i folketing og byråd med erfaring fra en LO arbejdsplads eller som har prøvet at have jord under neglene. På denne baggrund er Arbejdernetværket opstået, og skal nu afprøves ved kommunalvalget d. 19. november. Initiativtageren bag Arbejdernetværket er folketingsmedlem for socialdemokraterne og havnearbejder, Leif Lahn Jensen og der er nu oprettet afdelinger i en række kommuner, heriblandt Skanderborg. Formålet med dette netværk er arbejdere der mener, at dansk politik er blevet for snæver og at der er for få der har en arbejderbaggrund. Der skal være mere plads til buschaufføren, metalarbejderen, den ufaglærte eller kasse- og rengøringsdamen der taler politik i øjenhøjde. Sagt med andre ord: Der skal også være plads til din stemme i dansk politik, også selvom du måske ikke lige har en fornem uddannelse!
Jeg er tovholder for Arbejdernetværket i Skanderborg og er samtidig kandidat for socialdemokraterne til kommunalvalget. Det er min fornemmelse at mange borgere ikke involverer sig i den lokale politik, måske det for den enkelte føles langt væk. Det vil jeg prøve at lave om på, afstanden fra manden på gulvet til vores politikere skal være kortere, der skal føres en lokalpolitik som borgerne føler et ejerskab til, og som kan diskuteres ude på vores arbejdspladser eller efter den lokale håndboldkamp.
Hvis det lykkedes for mig at komme i byrådet vil jeg være mentor for andre med arbejderbaggrund der kunne tænke sig at arbejde med politik. Min opfordring til dig som borger og vælger i Skanderborg Kommune, når du står i stemmeboksen, sæt dit kryds på en politiker der afspejler eller har en baggrund fra din egen hverdag.