Stem flere kvinder ind i byrådet
Kvinderådet har udnævnt weekenden 1.-3. november til national kampagneweekend for kvindelige byrådskandidater for at markere, hvor vigtigt det er for lokaldemokratiet, at kvinders meninger og erfaringer kommer mere i spil i det kommunalpolitiske Danmark.
"Der er mange kompetente kvinder på listerne, og det er en demokratisk skævvridning af dimensioner, at kvinder er så dårligt repræsenteret, når beslutningerne skal tages på lokalt plan," siger Kvinderådets forkvinde Randi Iversen.
I Skanderborgs nuværende byråd er 5 ud af 29 kvinder. Derfor har kvindelige kandidater i Skanderborg, på tværs af partierne, lavet et lille dialog-arrangement. Mød dem foran Kulturhuset klokken 11 til 13 lørdag 2. november. Få taget et foto af dig og din kvindelige kandidat. Få en snak med dem og giv dem din mening om stort og småt, også meget gerne din holdning til kvinder i politik. Med kampagnedagen håber de kvindelige kandidater, at så mange af Skanderborgs vælgere som muligt vil møde op og dermed være med til at sætte fokus på emnet.