Fortsæt til indhold

“For megen ligegyldighed i hjemmeplejen”

Politikerne kommenterer på vest-borgeres egne emner. Denne gang diskuteres hjemmehjælp

Samfund
Christina S. Johansen

Meldingen fra Knud Methiesen fra Dansk Folkepartie er klar:
“Der skal en holdningsændring til i hjemmeplejen i Aarhus.”
“Der sker mange dumme ting i hjemmehjælpen. Jeg er ked af at bruge ordet sløseri, men det er tæt på. Der er for megen ligegyldighed, og emnet er klart noget, DF er meget opmærksom på,” siger Knud Mathiesen.
“Min påstand er, at mange er blevet presset ud i jobbet som hjemmehjælper eller sosuassistent på grund af arbejdsløshed og derfor egentlig ikke har lyst til at være der. Hvis min påstand er bare lidt rigtig, så er det jo her, vi skal sætte ind, for det er så vigtigt, at de brænder for jobbet,” fortsætter Brabrand-borgeren Knud Mathiesen, som mener, at de ressourcer, der er afsat til området, er tilpas store til at tingene burde kunne løbe fornuftigt rundt.

Det basale skal opfyldes

Knud Mathisen kommenterer på Brabrand-borgeren Helle Thorsteds emne, som tidligere er blev præsenteret i Lokalavisen Aarhus.
Hun har haft en rigtig dårlig oplevelse i forbindelse med sin mor, hvor der ikke var nogen kontinuitet i hjemmehjælpen, og der var nye folk hele tiden.
Eva Borchorst Mejnertz fra Radikale Venstre kommenterer også på emnet.
“En af mine mærkesager er, at man skal kunne leve et værdigt liv i Aarhus. Her er det fuldstændig afgørende, at det basale er opfyldt som eksempelvis toiletbesøg, bleskift og tid til at snakke,” siger Eva Borchorst Mejnertz fra Aarhus V og fortsætter:
“Bliver jeg valgt ind i byrådet, vil jeg gerne se på, hvad vi kan gøre for at sikre kontinuiteten i hjemmehjælpen. Og jeg mener også, at der er et arbejde, som skal gøres, i forhold til at inddrage flere frivillige organisationer, som kan være med til at gøre livet lidt bedre for eksempelvis de ældre.”