Til lands og til vands i Skanderborg kommune.
Når man ser på kortet over Skanderborg kommune kan man ikke undgå at bemærke:
- Skanderborg har store sø og å områder.
- Skanderborg ligger centralt med let adgang til motorvejsystemet
- Skanderborg er et knudepunkt for jernbanetrafikken
Det er ikke så mærkeligt, at mange vælger at flytte til Skanderborg med den unikke natur der er lige uden for døren. Samtidig er det let og hurtigt at komme på arbejde - selv hvis arbejdspladen ligger langt væk. Det giver sig også udtryk i, at mange arbejder uden for Skanderborg Kommune.
De voksende trængselsproblemer betyder at flere vælger at benytte offentlig transport, hvilket parkeringspladserne ved stationerne tydeligt viser. Jeg er ikke i tvivl om, at denne udvikling vil fortsætte.
Derfor skal vi også i højere grad satse på Skanderborg som en cykelkommune.
Samtidig med at der rulles store mængder asfalt ud på vejene skal forholdene for cyklisterne opprioriteres. Det skal være nemt og sikkert at cykle skole, arbejde, til stationen og andre offentlige transportmidler.
Vi skal især satse på børnene. I forbindelse med, at skoledagen bliver længere skal der bl. a. satses på fysisk udfoldelse. Jeg synes vi skal satse på, at børnene i langt højere grad skal cykle i skole. Cykelvejene skal vedligeholdes bedre - også om vinteren.
Lad os bruge naturen i højere grad. Vi skal have lettere adgang til at løbe og cykle rundt i Kommunen. Vi skal have lettet adgangen til vores søer, lave forholdene mere attraktive. De spæde forsøg med badeaktiviteter i Byparken i Skanderborg er et godt eksempel. Det skal udvides, så området kommer til at emme af liv og aktiviteter.
Man kan jo godt undre sig over, at det ikke vrimler med turister rundt om i hele kommunen om sommeren. Jeg tror mulighederne i langt højere grad skal synliggøres. Det skal gøres lettere tilgængeligt - f.eks. ved at kombinere bilferie, cykelferie og sejlferie. Her er de attraktive campingpladser ved søerne jo et fantastisk godt udgangspunkt.