Fortsæt til indhold

Brødrene Løvehjerte i nye klæder

Astrids Lindgrens klassiker er tilbage på Aarhus Teater med en mere modig og voksen Tvebak

Samfund
Line Hitz

Nu kan børn og barnlige sjæle igen møde Jonathan og Tvebak, ildsprudlende drager og Nangijala, når Brødrene Løvehjerte fra 1. november spiller på Aarhus Teater. Forestillingen er en genopsætning fra 2011, men med nye skuespillere og en lidt mere voksen lillebror med Frederik Ømann i rollen.
“ Tvebak er blevet ældre på de to år. I sidste forestilling var han ti år, men denne gang er han måske lidt ældre,” siger Frederik Ømann, som også spillede Tvebak for to år siden.
Og netop måske er det helt essentielle i rollen som Tvebak. For publikum vil stadigvæk møde Tvebak, som snart skal dø, og storebroderen Jonathan, som fortæller ham om det fjerne land Nangijala. For Frederik Ømann er forandringen hos Tvebak en følelse, som han stadigvæk arbejder med.
“Han er blevet lidt mere modig og sej. Han er ikke så bange, og han er også med til at kæmpe det store slag til sidst, men jeg tror ikke, at publikum vil se forandringen så meget,” siger Frederik Ømann.

Et mere modigt stykke

Udover en lidt mere modigt Tvebak, så er der både nye og gamle skuespillere i rollerne. Ligesom i 2011 spiller Jacob Madsen Kvols den anden hovedrolle, som storebror Jonathan, imens blandt andet Jesper Dupont, Cicilia Gadborg og Thomas Bang er nye ansigter på scenen.
Ifølge Frederik Ømann er forestillingen siden sidst blevet lidt mere alvorlig.
“Vi tør lidt mere denne gang. Vi har i år mere tid til at ændre nogle ting, da vi ikke skal sætte det hele op på ny,” siger han.
Da Brødrene Løvehjerte sidst førte publikum til Kirsebærdalen og Vildrosedalen var den 28-årige Frederik Ømann nyuddannet skuespiller, og måske er Tvebak modnet sammen med Frederik Ømann.
“Jeg er selvfølgelig vokset som skuespiller og blevet ældre, og det er klar, at jeg ser på Tvebak med helt nye øjne,” siger han.
Brødrene Løvehjerte spiller på Aarhus Teater fra 1. november til 1. december 2013, og Frederiks Ømann har kompeneret underlægningsmusikken og sangene til forestillingen.