Politikere kappes om at finde millioner til lærerne
Først annoncerede borgmesteren i en tv-duel, at han ville finde millioner til lærernes efteruddannelse. Nu forhøjer Venstre beløbet med en million
Kampen om vælgernes gunst op til kommunalvalget 19. november er i fuld gang. Det er ikke så tosset for lærerne i Skanderborg Kommune, som uden selv at bede om det er blevet centrum for Socialdemokraternes og Venstres ønske om at løfte niveauet i folkeskolen. Da borgmester Jørgen Gaarde (S) fornylig optrådte i en tv-duel på TV2 Østjylland med Venstres spidskandidat til borgmesterposten, Søren Erik Pedersen, lovede han blandt andet, at han ville finde flere millioner til efteruddannelse af kommunens lærere. Udmeldingen kom i kølvandet på nyheden om, at Mærsk-fonden donerer et milliardbeløb til efteruddannelse af lærerne i forbindelse med den nye folkeskolereform.
"Vi må sande, at de penge som regeringen har afsat til efteruddannelse af lærerne ikke er nok. Det er en meget dyr opgave. Derfor har jeg foreslået byrådets økonomiudvalg at øremærke 2,5 millioner kroner fra vores omstillings- og innovationspulje på ialt otte millioner kroner i 2014 til efteruddannelse af lærerne," siger Jørgen Gaarde (S).
Forslaget har fået Venstres Christina Bottke, som også sidder i økonomiudvalget, til at undre sig over borgmesterens enegang.
"Det var en stor overraskelse og ganske uhørt, at borgmesteren fremsendte forslaget om anvendelse af 2,5 millioner kroner til området uden om fagudvalget. Vi må konstatere, at borgmesteren tilsyneladende ønsker at bryde traditionen for, at byrådet står sammen om budgettet og større aftaler," siger Christina Bottke.
Venstre insisterede derfor på, at sagen bliver sendt tilbage til børne-og undervisningsudvalget, som skal tage stilling til, hvordan pengene konkret skal bruges til næste år.
"Det lykkedes os også at få opbakning til, at vi hæver beløbet med en million kroner, så der i alt bliver afsat 3,5 millioner kroner til lærernes efteruddannelse fra omstillingspuljen," siger Christina Bottke.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) synes ikke, at der er noget underligt i, at han som formand for økonomiudvalget har fremsat forslaget om at tage 2,5 millioner kroner fra en pengepulje, som hører under økonomiudvalget uden at sende det igennem børne- og undervisningsudvalget først.
"Det må Christina Bottke da gerne mene, men faktum er, at puljen har afsæt i økonomiudvalget, og at det alene er os, der drøfter, hvad den pulje skal bruges til," siger han.
Ifølge borgmesteren har kommunens administration endnu ikke fremsat et eneste ønske om at få del i pengene fra omstillings- og innovationspuljen, hvilket betyder, at der står otte millioner kroner på kontoen til næste år.
"Blandt andet derfor vil jeg selvfølgelig ikke lægge mig hindrende i vejen for, at Venstre har mod på at bruge flere penge på lærerne. Nu bliver der afsat 3,5 millioner kroner til lærerne," siger han.
Sagen bliver nu sendt tilbage til børne- og undervisningsudvalget, som skal tage stilling til, hvordan pengene til lærerne skal fordeles.