Regionens bedste smedelærling
Phillip Thierry Laxholt fra Tilst kan kalde sig regionsmester indenfor sit fag. Smede-lærlingen har nemlig netop vundet over seks andre deltagere i en to dage lang og koncentreret dyst.
Eleverne udkæmpede en hård og tæt kamp på både kreativitet, design og håndværksmæssig kunnen, men Phillip Thierry Laxholt trak altså det længste strå.
“Alle konkurrencedeltagerne har ydet en meget flot præstation, som viser, at det danske håndværk også i den kommende generation er i gode hænder,” udtaler Finn Andersen, formand for Dansk Metal i Aarhus, i en pressemedelelse.
Phillip Thierry Laxholt er i lære hos virksomheden Richard Thomsen A/S i Brabrand og går på Aarhus Tech.
Det er Aarhus Tech's udgave af en region, som Phillip er den bedste i - hvilket ikke helt svarer overens med Region Midtjylland.
Vinderne går videre til DM i Skills i Aalborg i januar 2014, hvor de møder vinderne af de andre regionsmesterskaber.