Hinnerup Garden fejrer 30-års jubilæum
I foråret fyldte Hinnerup Garden 30 år, men på grund af travlhed i forbindelse med forberedelserne til gardens deltagelse i DM for Garder var der ikke tid til ret megen festivitas. Det skal der rådes bod på nu.
Lørdag 2. november afholdes der stor jubilæumskoncert i Kulturhuset Sløjfen i Hadsten.
Her har medlemmerne forberedt nye såvel som gamle nostalgiske numre fra gardens tidligere repertoire. Der bliver også lejlighed til at genhøre de musikstykker, som var med til at sikre garden to bronzemedaljer ved DM tidligere på året.
Højt musikalsk niveau
”Der er ingen tvivl om, at garden lige nu har det højeste musikalske niveau siden starten for 30 år siden,” fortæller garderleder Stine Friis.
Disse resultater er opnået primært ved hjælp af frivillig, ulønnet arbejdskraft, men det kniber efterhånden at udvikle musikerne yderligere. Derfor er garden meget glad for at både Kulturelt Samvirke og Favrskov Kommunes markedsføringspulje har gjort det muligt at få råd til at hyre professionelle instruktører i perioden frem mod DM.
Festen
Anne Mette Hansen har i den forbindelse været en meget stor hjælp, og hun vil også dirigere garden til jubilæumskoncerten.
Om aftenen holdes der fest for nuværende og tidligere medlemmer af garden samt familie og venner. ”Hvis der er tidligere medlemmer blandt avisens læsere, som endnu ikke har fået en invitation til festen, så kan der læses mere på vores hjemmeside,” siger Stine Friis.