Fortsæt til indhold

Vink til chaufføren

Samfund
Af Janni Jeppesen og Erling Baastrup

Eleverne på Skovvangskolen så, eller nærmere ikke så, sig selv fra lastbilchaufførens vinkel.
Chauffør og medejer af Bach&Pedersen, Carsten Pedersen, var torsdag formiddag i Hammel, for at fortælle og ikke mindst vise eleverne i 2. og 3. klasse på Skovvangskolen, hvad han som chauffør ikke ser, når han kommer kørende i sin lastbil.
Og det var mildest talt skræmmende, hvordan man så eleverne forsvinde i den blinde vinkel.
”Man kunne kun se en lille bitte, bitte smule af styret på cyklen,” fortæller pigerne fra 2. klasse, der lige havde været oppe i den store lastbil.

Sådan så det ud i spejlene. Hvordan det så ud udenfor, kan man se på næste billede.

Højresvingene

Eleverne lærte, hvor vigtigt det er, at man gør sig synlig for chaufføren.
”Vink til chaufføren, vis ham, at du er der,” forklarer Carsten Pedersen børnene, der står tæt samlet omkring ham i deres gule veste.
Carsten Pedersen havde taget hele dagen fri, men det gør han gerne for at sprede sit budskab, selv om det koster en dagløn.
”Det er håndøre i forhold til, hvis vi kom ud for en højresvingsulykke,” påpeger han.
De sidste tre år har han torsdag inden weekenden, hvor der skiftes fra sommer til vintertid, taget ud på en skole og undervist både elever og lærere om højresvingsulykker. Det er årets Refleksdag.

Så mange elever og en cykel i denne position kan ikke ses i spejlet.
Fra venstre er det Laura, Sim one og Cassandra, der havde lært, at man skal huske at bremse op eller køre helt frem til stoplinjen.
Reportageholdet skulle også prøve at se den blinde vinkel fra førersædet.
Alle eleverne skulle selv afprøve den blinde vinkel.
Carsten Pedersen viser stolt navnet på den kunstner, der har udsmykket bilen: L'Ron Harald.
"Gå aldrig ind bag en bakkende lastbil. Sørg for, at I kan se chaufførens spejl. Så kan han også se jer."