Drenge vil samle ind til jul til fattige familier
Fem drenge fra Auning Skole laver kæmpe bankospil for at give andre en god jul
Nicholai, Oliver, Magnus, Emil og William, 11 og 12 år, kom ovenpå julen sidste år til at snakke dem, der ikke har råd til at holde jul. Det satte gang i tankerne, og i januar i år satte de sig for at samle penge ind, så andre også kan få en god jul.
De har således taget initiativ til at arrangere et kæmpe bankospil i Auning Idrætscenter i slutningen af november. Overskuddet skal gå til Frelsens Hærs Julehjælp.
Snak om julegaver
Oliver, Emil, Magnus, Nicholai og William går i 5. klasse på Auning skole, og tilbringer en stor del af deres fritid i juniorklubben. Det var her, at en snak om julegaver, satte gang i projektet.
”Det var egentlig Oliver, der fik idéen, men vi var enige om, at vi gerne ville være med, lige med det samme”, fortæller drengene.
De blev ret hurtigt enige om, at et bankospil nok ville være den bedste måde at samle penge ind på. De har allerede snakket med halinspektøren, der har indvilget i at stille en sportshal til rådighed kvit og frit. Næste skridt bliver at besøge de lokale virksomheder, for at høre om de vil sponsere nogle præmier. Til at hjælpe sig med at komme rundt, har de allieret sig med Heidi Melin Svendsen, der arbejder som pædagog i ”Fristedet”.
En hel hal
Drengene er ikke i tvivl om at det bliver stort, og at de får samlet mange penge ind. Faktisk havde de i første omgang fået lov at låne et mindre selskabslokale i idrætscenteret, men da de kom til at tælle sammen, hvor mange familiemedlemmer og venner de, og deres kammerater i juniorklubben havde, blev det klart, at et større lokale var nødvendigt.
"Der skulle jo også gerne være plads til andre, der har lyst til at støtte den gode sag."
Derfor bliver bankospillet nu afholdt i Hal A, og det bliver fredag 29. november.
”Den bedste måde man kan hjælpe os på, er bare ved at komme og spille banko.”
Drengene tager også gerne imod præmier.