Sopranen der både er diva og helt nede på jorden

Katten Knud lister ud igen. Der er for megen uro her ved det røde hus i Vesterlund.
Knud ved det sikkert ikke, men han befinder sig lige midt i kulturens øje. Herinde hos Inger Wierød er kulturen nærværende. Bøger i hundredevis på hylderne. Og masser af musikalsk snak hen over spisebordet.
Ingers datter, Anna Maria, træder ind i køkkenet. Hun er baroksopran, og gav i sidste uge debutkoncert på Give-Egnens Museum. Selv bor hun i Århus, men denne aften er tilbage i Vesterlund ved hendes mor. På familiebesøg.
“Det er altid dejligt at komme her. Jeg bor ganske vist i en storby, men elsker at være på landet. Jeg har boet rigtig mange steder rundt i mindre byer, og jeg nyder altid skoven og det storslåede i naturen. Der er så ærgeligt, at der ikke er tid til at samle svampe, for det elsker jeg at gøre,” siger hun og smiler.
Men tid til den slags er der ikke meget af. Hun er baroksopran, og hendes verden er ikke særlig stationær. Der optrædes rundt i Europa, og hun har selv studeret i Århus, Bremen og Basel.
At hun blev sangerinde er ikke uventet. Hendes far var dirigent og barokspecialist, og hendes mor er uddannet baroksanger, og barndommen var derfor fyldt med klassisk musik. “Jeg elsker at synge, og jeg har altid vidst, at jeg skulle leve af at synge. Det har jeg aldrig været i tvivl om,” siger hun.
Talentet til det var åbenlyst fra start. Hun sang i kor som tre-årig, og som ti-årig kunne hun følge hendes mor i virioisitet.
”Min mor øvede i dagevis på den svære startsarie fra Bach's ‘Jauchzet Gott in allen Landen'. I en pause hørte min mor pludselig inde fra stuen en lille stemme, der sang den selv samme passage, helt præcis, ren og klar. Hun troede først, det var en CD”, fortæller Anna og smiler.
Det var nemlig Anna, der sang med.
Siden er stemmen udviklet endnu mere. Hun har, sammen med søsteren Lea sunget i et rytmisk band, hvor de kopierede sange fra bandet Muse. Det klassiske har dog altid ligget hende mest nær, men det rytmiske følger med. Hendes hjerte tilhører nemlig den tidlige klassiske musik – fra dengang klassisk musik var rytmisk. Dengang musikken aldrig stod for sig selv, men altid var en del af et samlet udtryk. Tekst, musik og drama kunne ikke adskilles. Og noderne var kun et udgangspunkt for den frie improvisation.
”Jeg er mere interesseret i at krybe ind i musikken og blive en del af sammenspillet og vise en historie frem. Musikken skal præsenteres i en sammenhæng”, siger Anna Maria Wierød.

Talent

Men at blive en baroksopran kræver både talent og hårdt arbejde, og hun har efterhånden studeret i otte år. Det tager ekstra lang tid, for undervejs er det blevet til et hav af koncerter rundt i Europa med det internationale tudorensemble Pantagruel, det tyske barokensemble Balthasar-Neumann-Chor, Danske Musica Ficta og svenske Ensemble SYD og Jyske Ensemble Zimmermann. Sidstnævnte har tidligere givet koncert på Give-kanten.
Hun er også med i blandt andet Danmarks Radios Koncertkor, og så har hun studeret mest i Århus men også Basel og Bremen. Den form for musik, hun dyrker, er ikke et område som Jysk Musikkonservatorium satser så meget på, så derfor har hun også uddannet sig i Bremen og Basel.
Så kufferten snart altid undervejs.
Men nu er uddannelsen ved at være slut. Koncerten i Give i fredags, i København om lørdagen og Århus i søndags, var hendes debutkoncerter, hvilket er de sidste koncerter i uddannelsen. En måde at vise at vingerne selv skal og kan bære.

AkadeMidt

Undervejs i karrieren mod at blive uddannet baroksopran, har hun ofte optrådt på hjemmebanen i Vesterlund. Ikke at hun selv har boet i byen, men hendes familie er, og hendes mor Inger flyttede tilbage til Vesterlund for nogle år siden. Så Vesterlund og Give-området ligger både Anna og Inger nær.
I fredags sang Anna så på Give-Egnens Museum. Hvordan det gik vides ikke her, for det var efter deadline. Men at synge på museet og andre steder i Give-området, nyder hun meget.
“Man er så tæt på publikum, og der kommer folk, som måske ikke kender så meget til klassisk musik. Men alle er åbne for det, og det er en fornøjelse at møde publikum lige i øjenhøjde. Jeg ser ikke mig selv fast på en af de store scener i fremtiden. Jeg er mere til det jordnære,” siger hun.
Hun har ingen berøringsangst for at prøve kræfter med musikken andre steder og på andre måder end det traditionelle. Musikken skal udfordres.
Anna ligner en diva, når hun er sine smukke kjoler. Men her i Vesterlund er der denne aften dømt cowboybukser og afslapning. Katten Knud er enig. Han kan, som katte nemt kan, også være en diva, men han trænger vist mest bare til et pusterum fra musejagten, så han lister ind igen.