Grenaa kampsport sender to af sine folk til VM i karate
Mads Eriksen og Oliver V. Krogstrup skal til Rumænien og slås for de danske farver og for deres klub i Grenaa
GKS-kampsport sender onsdag i næste uge Mads Eriksen og Oliver V. Krogstrup afsted til VM i fuldkontakt karate i Bukares i, Rumænien.
"Vi er i Grenaa Karate Skole meget stolte over at have to så dygtige kæmpere i klubben, og håber på at der bliver hjembragt medaljer til Danmark og GKS", lyder det fra leder Gert Murata-Broberg.
Kun for de få
Han fortæller, at VM i fuldkontakt karate kun er for de få, idet det kræver mange års hård træning for at kunne begå sig i sådanne karate stævner.
Det er tilladt, som navnet fortæller, lovligt at slå og sparke sin modstander så hårdt som man kan.
Inden en karate-udøver når niveau til at deltage i fuld kontakt stævner er der masser af muligheder for at deltage og udvikle sig i stævner, hvor der kæmpes efter forskellige regelsæt og eventuelt med diverse beskyttelsesudstyr.
"Derved kan alle få muligheden for at deltage i kamp."
Regerende verdensmester
Oliver V. Krogstrup er regerende verdensmester i juniorklassen. Han håber, at han kan gentage succesen fra sidste år, hvor han blev verdensmester for første gang.
Mads Eriksens deltagelse kom i hus efter en flot 2. plads til Nordic Open i Randers i slutningen af september. Efter stævnet blev Mads Eriksen endeligt udtaget til VM.
De to unge kæmpere har lagt mange timer i deres forberedelse op til VM, fortæller Gert Murata-Broberg. Både i klubbens lokaler på Kattegatskolen og som deltagere i landsholdssamlingerne sammen med det danske DAO landshold (Dansk Ashihara Organisation).