Gigantisk storcenter klar til julehandlen i 2015
Mikael Goldschmidt gør ikke torvehaller i Hillerød Storcenter til ultimativt krav
1. december 2015 kan kunderne strømme ind i et gigantisk storcenter på Møllebrogrunden mellem Herredsvejen og Roskildevej i Hillerød.
Sådan lyder meldingen fra Mikael Goldschmidt Holding, der står bag planerne om centeret på to milliarder kroner.
"Vores worst case-tidsplan hedder åbning i marts 2016, hvis lokalplanen bliver indklaget for Naturklagenævnet. Ellers opfatter vi det som realistisk, at vi kan åbne 1. december 2015, hvis vi har en færdig lokalplan inden næste nytår", siger Ulrik Bebe, der er projektdirektør og dermed ansvarlig for planerne om Hillerød Storcenter.
Centerplanerne har været meget omstridte både politisk og i den offentlige debat. Det oprindelige projekt var med butikker i living-kategorien, det vil sige med boligudstyr og lignende. Med i konceptet var et Ikea-lignende bolighus. Miljøministeriet forbød et sådant byggeri. I stedet ønskede bygherre tilladelse til dagligvarebutikker i centeret. Da byrådet i Hillerød sagde nej til dette, kom et tredje ønske: Der skulle gøres plads til torvehaller med småbutikker i centeret. Ønsket bar præg af at være et krav, hvis centeret skulle blive til noget.
Kan bygges uden torvehal
Men kravet er ikke ultimativt, soger ejer Mikael Goldschmidt i et nyligt interview med Børsen.
"Jeg har tilbudt det som et frisk pust og et spændende alternativt. Men det er ikke et krav. Hvis politikerne ikke ønsker denne torvehalsfacilitet, bliver centret bygget uden," siger Mikael Goldschmidt.
Regningen for centeret bliver to milliarder kroner, når det står færdigt. I første omgang bliver 34.000 kvadratmeter bygget, mens Mikael Goldschmidt Holding reserverer resten af arealet til en eventuel ændring af planloven, så der kan bygges et Ikea-lignende bolighus.
Ifølge Ulrik Bebe har der været stor interesse blandt de potentielle lejere.
“Vi har til det Hillerød Storcenter, som vi nu har aftalt rammerne til med kommunen, forhåndstilsagn for over 40 procent af udlejningsarealet på nuværende tidspunkt, og er i gang med at indgå betingede kontrakter, betinget af en lokalplan og en byggetilladelse. Vi har tidligere indgået betingede kontrakter på lejemål i centeret, men dem blev vi nødt til at opsige, da vi ikke kunne lave storbutikker.”
Mikael Goldschmidt er også optimistisk på centerets vegne.
"Hvis du kigger på et landkort har du Danmarks mest købestærke publikum fra København og nordpå. Hvis du ser på, hvad der er af andre centre, og hvad der er planlagt, så er Hillerød den mest optimale placering, hvis du ønsker at tiltrække et publikum fra et meget stort opland", siger han til Børsen.
Ifølge Mikael Goldschmidt er der ikke fundet en entreprenør, der skal tage sig af byggeriet, ligesom det ikke er afgjort, om centeret skal blive på virksomhedens hænder eller sælges som investeringsejendom.