Millioner til den tidligere materielgård
“Brugere og ansatte på Naturværket i Hinnerup kan se frem til bedre vilkår
Den tidligere materielgård i Hinnerup, også kaldet Naturværket, skal gøres til et endnu flottere og velfungerende område.
Området fungerer som fristed for udviklingshæmmede, og kommunen har nu afsat lidt over fem millioner kroner, så brugerne kan få bedre forhold og flere aktivitetstilbud.
Salthal rives ned
Den helt store del af projektet vil blive startet efter nytår, hvor den tidligere salthal skal nedrives, og der skal opbygges nye lokaler, heriblandt også et kontor til pædagogerne på stedet. En elevator skal sørge for at førstesalen af den tidligere materielgård kan udnyttes fuldt ud af de handicappede brugere.
Derudover skal varmeforsyningen opgraderes, og der vil blive etableret aktivitetslokaler samt et udekøkken. I det hele taget skal bygningsmassen opgraderes, så man undgår at brugerne kommer til at fryse i vinterhalvåret, men stadig kan lave noget udendørs i perioder.
Byggeriet sættes i gang
Allerede nu vil første del af byggeriet blive sat i gang, og i november i år forventes blandt andet toiletter og ramper til kørestolsbrugere at stå klar.
Omkring 30 brugere mødes hver uge på Naturværket og arbejder for eksempel med at hugge brænde eller tager en snak over et spil kort.
Der er tilknyttet syv pædagoger til stedet, men det er brugerne selv, der står for blandt andet vedligeholdelse af stedet.