Lockout har forsinket fusionsproces i sydbyen
Den fire uger lange lockout har ikke bare påvirket lærere, elever og ledere. I Aarhus Syd har det også påvirket fusionsprocessen
Grønløkkeskolen og Tranbjerg Skole, bliver efter sommerferien til Tranbjergskolen, men selve processen, med at få de to skoler smeltet sammen til én, er nu blevet forsinket på grund af den fire uger lange lockout.
“Selve processen omkring fusionen er blevet skubbet. Det drejer sig om for eksempel indretningen af bygningerne. Vi holder dog fast i vores tidsplan, for vi har haft elastik i den, men det er klart, at en flytning af 1060 børn og 160 medarbejdere tager tid,” siger Stefan Møller Christiansen, skoleleder på den kommende Tranbjergskolen.
Han er dog ikke i tvivl om, at de nok skal nå fusionen.
“Vi arbejder ikke længere med, at vi kan være klar med opdelingen af eleverne til januar 2014, men vi skal nok nå at være klar til at fusionere de to skoler til august i år,” siger Stefan Møller Christiansen.
Dog er der enkelte områder, der får travlt inden august.
“Der er nogle arbejdsgrupper, der er blevet mere presset. For eksempel dem, der skal have den nye hjemmeside op at stå. De skal nok nå det, men de får mere travlt,” siger Stefan Møller Christiansen.
I Hasselager og Kolt skal de to skoler også fusionere til august i år, og lockouten har også her haft betydning.
“Vi havde et højt og godt gear inden lockouten, og det skal vi finde igen. Jeg er fortrøstningsfuld, og vi skal nok nå det,” siger skoleleder i Kolt og Hasselager, Birgitte Rasmussen.
Selve byggeprocessen er blevet udskudt, så det betyder, at de ikke er klar til januar 2015, men først i løbet af marts/april.