Jazzen får færre penge
Kulturudvalget fandt ikke den halve million, jazzorkestret mangler
Aarhus Jazz Orchestra får ingen ekstra hjælp fra Aarhus Kommune.
Støtten til bigbandet bliver en halv mio. kr. lavere i 2014 og de følgende år, og det blev der ikke ændret ved efter sidste uges kulturudvalgsmøde.
”Vi kan ikke finde penge, der ikke er der. Jeg er glad for, at orkestret trods alt kan køre videre som basisensemble, selvom det bliver på et lavere blus. Vi opfordrer nu orkestret til at tænke kreativt og finde ud af, hvor det kan sælge jazz for en halv million kroner. Det kan eksempelvis være koncerter på lokalcentre eller samarbejder med andre kommuner. Der er ikke flere penge fra kulturudvalget,” siger Anne Graversen (S).
Fra 8,1 til 6,6 mio.
For to uger siden var orkestret til krisemøde hos Statens Kunstråds Musikudvalg. Efter kommunens plan om at gå fra 2,7 til 2,2 mio. kr. i årlig støtte fra 2014, var man i tvivl om, hvorvidt jazzorkestret kunne blive ved med at være et såkaldt basisensemble med de forpligtelser, det indebærer.
Musikudvalget meddelte den 25. oktober, at det var villig til at lade orkestret fortsætte et år endnu som basisensemble, trods den nedsatte støtte fra kommunen.
Men en traditionel fireårig aftale mellem kunstrådets musikudvalg og Aarhus Jazz Orchestra blev det ikke til.
Staten fordobler traditionelt det kommunale tilskud til et basisensemble.
Det vil sige, at bigbandet fra 2014 samlet set får 6,6 mio. kr. i støtte, hvor det indtil nu har fået 8,1 mio. kr.