Børnehave vil være synlige i trafikken
Tornhøj Børnehave i Jyllinge vil i samarbejde med Børneulykkesfonden sørge for at børnene bliver mere synlige i trafikken
Børnehaven Tornhøj i Jyllinge vil ikke længere leve med, at deres børn kan blive overset i trafikken.
Derfor har de i samarbejde med Børneulykkesfonden sørget for at børnene bliver mere synlige i trafikken. Det sker ved at uddele en gratis refleks til børnehavens børn og voksne, så de er synlig epå mindst 140 meters afstand
”Det er utroligt vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at sikre vores børns sikkerhed. Børneulykkesfonden vil gerne være med til at gøre børnene synlige i trafikken, især i den kommende mørke tid, hvor de små kan være svære at få øje på. Børneulykkesfondens mål er at uddele refleksveste til børn i Danmark, og det er derfor med stor glæde, at vi kan udstyre alle Tornhøj Børnehaves børn med refleksveste,” siger Henriette Madsen fra Børneulykkesfonden.
En bilist som kører 50 km/t med nærlys på, har ifølge Børneulykkesfonden max. to sekunder til at opdage en fodgænger, men hvis fodgængeren bruger refleks har bilisten derimod 10 sekunder til rådighed.
Derfor er personalet i Tornhøj Børnehave taknemmelige og sætter stor pris på, at de fremover kan give alle børnene en refleksvest på, når de skal på tur.
”Når vi tager på udflugt, kan vi ikke undgå at færdes i trafikken, og derfor er det utroligt vigtigt, at vi sikrer børnene og gør dem så synlige for bilisterne som overhovedet muligt. Vi er meget taknemmelige for, at Børneulykkesfonden har valgt at forære alle børnene refleksveste,” siger Rikke Dyrmose fra Tornhøj Børnehave.