Rejsegilde med ros og røde pølser
Alt var efter forskrifterne, da Hammel Fjernvarme torsdag holdt rejsegilde over varmeværkets nye flisovn. Et halvt hundrede håndværkere, medarbejdere og øvrige gæster var mødt op for at fejre, at byggeriet tager form og skrider frem efter tidsplanen:
”De sidste vægge i siloen kom op i går, så vi kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at holde rejsegilde på,” siger Niels Hougaard, driftsleder på Hammel Fjernvarme.
Det første spadestik til det store byggeri blev taget i begyndelsen af marts, og allerede 1. december skal flisovnen være klar til brug. Det har med andre ord været en meget travl byggeperiode. Og selv om den har været udfordrende, er processen forløbet overordentlig godt, fastslår driftslederen:
”Det har været 30 uger med stress for både håndværkerne og os her på Hammel Fjernvarme. Men jeg vil gerne rose den indsats, som alle har lagt for dagen. Når vi er stødt ind i uforudsete udfordringer har alle gjort en kæmpe indsats for at løse problemerne, og det er imponerende, at vi hele vejen igennem har holdt tidsplanen.”