Uffe Elbæk færdig som erhvervsdirektør
"Syv år i sådan et job er meget godt gået," siger den nu tidligere direktør
"Historien er den, at bestyrelsen og jeg er blevet enige om, at Uffe er træt."
Sådan lyder Uffe Elbæks egen forklaring på det, der mandag førte til, at han nu er tidligere direktør i Erhvervenes Hus i Aabenraa.
Ny i direktørstolen er Ole Strandlyst, der i forvejen var ansat som projektleder for transport- og logistikområdet GateDenmark i Erhvervenes Hus.
"Bestyrelsen har ønsket at nytænke den dynamiske erhvervsudvikling som organisationen specialiserer sig i, og her har man valgt Ole Strandlyst som ankerpunkt," hedder det i en pressemeddelelse fra Erhvervenes Hus.
Krævende job
"Det er et krævende job, hvor mange interesser trækker i dig. Du balancerer hele tiden på en knivsæg. Set i det lys er syv år da meget godt gået," siger Uffe Elbæk med henvisning til hans tid i stillingen og til, at "levetiden" for erhvervschefer er relativ kort.
Allerede torsdag i sidste uge fik Uffe Elbæk ifølge Lokalavisens oplysninger en fornemmelse af, at noget kunne være på vej: På et ordinært bestyrelsesmøde blev han bedt om at forlade lokalet.
Mandag blev han så indkaldt til et møde med bestyrelsesformand Oluf Lauridsen og bestyrelsesmedlem Jesper Baungaard, som endte med, at han forlod sit arbejde med det samme. I går blev pressemeddelelsen om direktørskiftet i Erhvervenes Hus så sendt ud til pressen.
"Nu skal jeg nyde efterrårsskoven og så finde mig et nyt job," siger 58-årige Uffe Elbæk, som understreger, at skilsmissen er "mindelig" og at han føler sig "fair behandlet" af bestyrelsen.
"På et tidspunkt skal et samarbejde, der er gået over lang tid, ses efter i sømmene, og der skal tages stilling til, om der skal laves noget om. Det er, hvad der er sket," siger bestyrelsesformand Oluf Lauridsen i en kommentar til direktørskiftet.
"Uffe er en meget dygtig person, men det er ikke ensbetydende med, at man kan være 100 % på toppen hele tiden. Og vi blev enige med Uffe om, at syv er lang tid i sådan et job," tilføjer formanden.