Storm gav store skader i kommunens skove
Entreprenørafdelingens folk arbejder på højtryk efter storm og herfra frarådes ture i skoven i blæsevejr, før der er ryddet op
Stormen med dens orkanagtige vindstød var hård ved skovene omkring Skanderborg.
“Mange træer er væltet i Dyrehaven og ved Døjsøvej. Jeg anslår, at det er et sted mellem 70 og 100 træer. Der er flere store bøg og rimelig mange egetræer imellem de faldne træer,” oplyser Carsten Hjorth Petersen, der er grøn formand i Skanderborg Kommunes entreprenørafdeling.
Baggrunden for de mange faldne egetræer skyldes, at de endnu ikke havde smidt bladene.
“De er knækket i stedet for at vælte, og vi har set store egetræer på 40-50 centimeter i diameter knække i 10 meters højde. Ellers er der rimelig mange bøgetræer, der er vippet på roden, og der er stadig nogle, der står og vipper. Og får vi snart mere blæsevejr, så lægger disse træer sig også ned, og vi får endnu flere skader” konstaterer Carsten Hjorth Petersen.
Entreprenørafdelingen er stadig i gang med oprydning efter stormen. I første omgang har man måttet prioritere steder, hvor mange færdes og der er trafik.
“Vi er stadig i gang ved veje, børnehaver og skoler, hvor vi rydder op efter faldne træer. Jeg regner med, vi går i gang i skoven i næste uge,” siger Carsten Hjorth Petersen.
Carsten Hjorth Petersen opfordrer folk til at være meget opmærksomme, hvis man går tur i skoven, inden der er ryddet helt op. Nogle træer hænger i toppen.
“Hvis det blæser, så skal man ikke gå i skoven, for der kan falde store grene ned, og det kan være livsfarligt,” advarer Carsten Hjorth Petersen fra Skanderborg Kommunes entreprenørafdeling.