Fortsæt til indhold

Hvor er det frie sygehusvalg henne?

Samfund
Af Birgit Rasmussen, Hørning

Efter en operation på et privathospital – henvist efter ventelistegarantien – opstod der komplikationer/fejl, så jeg blev alvorligt syg og havde brug for specialbehandling. Ved besøg af en vagtlæge fik jeg at vide, at jeg skulle indlægges på Regionshospitalet i Horsens – selv om kompetencen til at hjælpe mig er i Århus, var lægen alligevel nødt til at henvise mig til Horsens. Hun stillede en korrekt diagnose, og vi vidste begge, at problemerne kun kunne løses i Århus på specialafdeling, men hun havde pålæg om at indlægge i Horsens.. Jeg udtrykte klart et stort ønske om at komme til Århus. På trods af – sygdommens karakter og retten til frit sygehusvalg tilsagde en indlæggelse i Århus, hvor der er akut modtagelse for netop de problemer jeg havde! kom jeg til Horsens. Hvor er det frie sygehusvalg?
I det efterfølgende behandlingsforløb, har jeg desværre haft brug for vagtlæge flere gange og også kontakt til egen læge, hver gang har jeg fået beskeden – indlæggelse i Horsens. I Danmark er der frit sygehusvalg! Det ved man godt i Region Midtjylland for i deres vejledning om indlæggelser- “ Optageområder” af 23/5 2013 står det allerede på forsiden: “ I lyset af det frie sygehusvalg er optageområderne således til enhver tid vejledende”! Samtidig står der senere i materialet – “ at det fortsat i høj grad er geografien der afgør, hvilket hospital der benyttes”. Da jeg bor i Hørning ville det også af geografiske hensyn have været hensigtsmæssigt at sende mig til Århus. Min erfaring er, at i praksis må lægerne have andre direktiver. Derfor er mit spørgsmål, er der en skjult dagsorden? Drejer det sig snarere om at spare penge end at varetage patienternes sygdom/sundhed.