Fortsæt til indhold

Nu kommer der nye familieboliger

66 nye almene familieboliger bygges på restgrunden ved siden af det nye rådhus og sundhedscenter i Egedal Kommune

Samfund
Kenneth Tanzer

Det kommende rådhus og sundhedscenter i Egedal Kommune bliver nabo til 66 nye almene familieboliger.
Det er en kendsgerning efter onsdagens byrådsmøde, hvor samtlige partier kunne sige "ja tak" til byggeprojektet, der efter planen skal opføres på den såkaldte restgrund.
Købsprisen er endnu ikkeforhandlet på plads, men ifølge sagsfremstillingen, så vil kommunen støtte DAB-boligbyggeriet med 13 millioner kroner.
Det beløb gav ikke anledning til debat i byrådssalen. Det gjorde boligfordelingen derimod.
"Vi er klar til at se nærmere på fordelingen, for vi er ikke helt enige i DAB's ønske om at opføre boligerne i 2, 3 og 4-rum," sagde Ib Sørensen (A), formand for Planudvalget.

Dommerpanel

Projektet, som nu bliver udbudt i en totalentreprisekonkurrence, skal også have et dommerpanel. Her kommer blandt andre DAB's formand og næstformand til at sidde, men byrådet skal også have et medlem, og netop det valg fik bølgerne til at gå højt.
Borgmester Willy Eliasen lagde ud med at pege på formanden for socialudvalget, Esben Vognsen Jensen (V), men det forslag fik Niels Lindhardt Johansen (K) på banen.

Ikke sociale boliger

"Jeg er er rystet og forundret over det her. Vælger vi en socialudvalgsformand, så virker det som om, at der er tale om sociale boliger. Det er der ikke. Når det kommer til boligerne, så skal vi tage miljøet alvorligt, for vi kalder os selv for grønne. Derfor skal vi skærpe miljøkravene til yderligere end 2020-kravet, men Svend Kjærgaard Jensen (LA) var ikke helt enig.
"Vi skal huske på, at huslejens størrelse vil stige, hvis vi skærper kravene yderligere. Det betyder også noget. Vi bygger i forvejen efter 2020-kravene, og lovgivningen siger siger 2015, så vi er et hestehoved foran," sagde Svend Kjærgaard Jensen.