Ny indehaver af Murermesterfirmaet Jørn Rasmussen
KØGE: En af Køge bys kendte håndværkere, murermester Jørn Rasmussen har efter 36 år valgt at afhænde virksomheden. Ny ejer af murermesterfirmaet er Thomas Søder.
- Jeg er helt sikker på, at virksomhedens fremtid ligger godt og solidt plantet i hænderne på Thomas Søder. Thomas har et fint CV indenfor faget bag sig, og det vi begge lægger meget vægt på er at kvalitet er alfa og omega. Alt skal være i orden, når vi slutter en arbejdsopgave, uanset dens størrelse, siger Jørn Rasmussen, der kan se tilbage på en spændende tid som murermester.
- Årene er gået utroligt hurtigt. Og jeg har været fantastisk glad for det. De dage hvor jeg er vågnet om morgen og har fortrudt hvad jeg laver kan tælles på en hånd, fortæller Jørn Rasmussen der dog ikke slipper firmaet helt.
- Jeg har siden 1. juni, hvor Thomas Søder kom ind i firmaet fungeret som en slags konsulent for ham, for at hjælpe ham rigtigt godt igang. Desuden er jeg fortsat med i firmaets bestyrelse, så nej, man slipper ikke bare lige sådan et livsværk, smiler Jørn Rasmussen, der også fortsat har en del tillidsposter rundt omkring i byen at varetage - bl.a. som formand for Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård.
Den nye mand ved roret hos Murermesterfirmaet Jørn Rasmussen, Thomas Søder ser frem til de nye udfordringer der venter i fremtiden.
- Det er en stor drøm der går i opfyldelse at blive selvstændig og samtidig arbejde med det, der gør dig glad. Det var vigtigt for mig, for at overtage virksomheden, at jeg fik sikkerhed for at det var et firma, der lægger vægt på de samme værdier som jeg selv gør - nemlig kvalitet og service frem for alt. Og jeg er utrolig glad for, at Jørn har været med hele vejen fra i sommer og til nu for at hjælpe mig godt igang. Jørn har en kæmpe faglig erfaring som han har øst ud af. Det har været en fantastisk start, siger Thomas Søder, der har overtaget hele personalestaben på 16 medarbejdere.
Thomas Søder er håndværksuddannet og certificeret europæisk ekspert i vedligehold.
På sin vej til selvstændig murermester har Thomas Søder bl.a. været ansvarlig for bygningsvedligehold i Lego og teknisk chef på Privathospitalet Hamlet.
- Bygninger har altid ligget mig nær, og jeg glæder mig nu til at skulle bidrage til at Køge og dens opland fortsat kan have mange smukke bygninger også i fremtiden, siger Thomas Søder der er bosat i Birkerød - men familien har planer om at flytte til Køge-egnen inden for få år.
- Min hustru arbejder hos CP Kelco i Lille Skensved. Så når vores yngste er "fløjet fra reden" har vi planer om at rykke sydpå, slutter Thomas Søder.
Der afholdes "goddag og farvel"-reception fredag den 15. november fra kl. 14.00-16.00 i Ådalen 7 i Køge.