Fortsæt til indhold

Skovhuset kan fortsætte for egen regning

Hørning BørneUnivers kan overtage lejemål, hvis man ønsker det

Samfund
Af Erland Rasmussen

Det er i fagsekretariatet Børn & Unge hos Skanderborg Kommune, at beslutningen om at opsige lejemålet på Skovhuset er truffet.
Chefkonsulent for Børneområdet, John Simonsen, forklarer, at det er en ren administrativ beslutning.
"Vi har til hensigt at opsige lejemålet, fordi vi kapacitetsmæssigt ikke har brug for det på sigt. Børnetallet falder nu også i Hørning, hvor vi sagtens kan rumme børnene. Derfor har vi ikke brug for spejderhytten, men det er jo ikke ensbetydende med, at Hørning BørneUnivers ikke må fortsætte lejemålet. Det er ledelsens og bestyrelsens beslutning," understreger John Simonsen.
Chefkonsulenten henviser til, at fagsekretariatet hidtil har betalt huslejen for Skovhuset, fordi det betragtes som et eksternt lejemål, der har haft til formål at løse nogle pladsproblemer.
"Hvis Hørning BørneUnivers vil fortsætte med Skovhuset, så må de betale indenfor institutionens budgetramme, fordi det så vil være en pædagogisk prioritering, ligesom institutionerne også selv skal betale via normal tildeling, når man tager i skoven, på udflugter og lignende," forklarer John Simonsen.
Lejemålet på Skovhuset i Adslev, der ejes af det lokale sogn og administreres af menighedsrådet, er et uopsigeligt lejemål, der løber frem til 1. februar 2016, hvorfra det tidligst kan opsiges.
Hvis Hørning BørneUnivers beslutter, at institutionen ikke vil overtage lejemålet, så vil Skanderborg Kommune gå i dialog med menighedsrådet, om Skovhuset kan bruges til anden side, således at man kan komme ud af lejemålet tidligere.
I runde tal koster lejemålet 40.000 kroner om året. Dertil kommer udgifter til transport af børnene til og fra Skovhuset.