Kommunen har fjernet vores valgplakater
Byrådskandidaterne er i modvind. Først fjernede kommunen valgplakater i flæng, og så kom stormen
kommunalvalg Det var op af bakke at være byrådskandidat i Skanderborg Kommune tirsdag. Efter at politikerne havde brugt det meste af weekenden på at hænge deres valgplakater op i lygtepæle i hele kommunen, besluttede kommunens teknik & miljø afdeling, at en stor del af dem skulle pilles ned, fordi de angiveligt var til fare for trafiksikkerheden. Derfor kunne konservatives byrådskandidat i Ry tirsdag konstatere, at kommunen havde fjernet 20-25 af hans valgplakater i rundkørslerne i Ry.
"Det lyder måske ikke af meget, men Konservative har kun 350 valgplakater i alt, og det har kostet både tid og penge at fabrikere dem," siger Konservatives lokale partiformand Bo Zacher.
Han er lodret uenig med teknisk afdeling i kommunen og mener ikke, at plakaterne har været til fare for trafikken. Han undrer sig desuden over, at byrådskandidaten ikke blev advaret af kommunen 24 timer i forvejen, så han selv kunne fjerne dem, som reglerne på området i følge ham foreskriver.
"Jeg blev mildest talt sur, og ringede til kommunen, og det var jeg ikke den eneste, der gjorde," siger Bo Zacher.
Kommunen vil finde en løsning
Liberal Alliances byrådskandidat Carsten Bach forsøgte også at stoppe kommunens nedpilningspatrulje. Det lykkedes ikke i første omgang, men nu har kommunens tekniske afdeling inviteret de oprørte politikere til møde om sagen på Højboskolen i Hørning i aften.
"Vi har fået at vide, at kommunen vil forsøge at finde en ordning på problemet sammen med os, før aftenens valgmøde i Hørning, og det er da positivt," siger Bo Zacher.
Han har endnu ikke overblik over, hvor mange af partiets valgplakater, der er gået til under den storm, der hærgede Danmark tirsdag aften.
"Måske har kommunen i virkeligheden reddet nogle af jeres valgplakater fra at gå til under stormen?"
"Ja, det kan da godt tænkes, og hvis de vil hænge dem op for os igen, så skal de ikke høre mere herfra, men nu må vi se, hvad de siger i aften," siger Bo Zacher.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra de involverede i kommunen.