Fortsæt til indhold

Tine Klausen fandt sin rette hylde i Lyngby Præstegård

Tine Klausen, 33, indsættes søndag 8. december som sognepræst i Lyngby, Albøge og Trustrup sogne

Samfund
Anette Bonde

Den smukke gamle præstegård i Lyngby undergår for tiden en større forvandling indvendigt. Til december flytter den nye sognepræst i Lyngby, Albøge og Trustrup sogne ind med sin kæreste Morten og datteren Solveig på 1 år.
Tine Klausen, 33, glæder sig til at pakke flyttekasserne ud. Og ikke mindst til at indtræde i sit embede. Hun har allerede mærket duften af en hverdag som sognepræst, siden hun var færdig med sin uddannelse. I cirka et år passede hun et vikariat i Vendsyssel.
“Og jeg fandt ud af, at det vitterligt er verdens bedste job”, smiler hun.

Den rette hylde

Tine Klausen var ellers godt i gang med studier i nordisk på Syddansk Universitet i Odense. Det føltes dog ikke helt rigtigt, og hun søgte derfor ind på teologistudiet på Aarhus Universitet. Her faldt tingene i hak.
“Det var ligesom at komme hjem. Jeg mærkede med det samme, at det var min rette hylde.”
Hendes far er også sognepræst, men Tine Klausen havde dog ikke tænkt sig at gå i hans fodspor. Hun var i starten sikker på, at hendes sti var noget med HR eller undervisning. Men så dukkede præsten alligevel op i hende, og det fik hun som nævnt bekræftet i Vendsyssel.

Svagheder og styrker

Et job som sognepræst har både udfordringer og glæder, ved hun. For hende består udfordringerne sandsynligvis i at begrænse sine aktiviteter.
“Der er jo så mange ting, man kan få lov til og involvere sig i. Så det er med at holde balancen i privatliv og arbejdsliv.”
Hun er derfor glad for at have et godt menighedsråd at sparre med. Det er også hendes indtryk, at selve menigheden også har et godt forhold til kirken.
“Det er dejligt at komme ind, hvor der er en positiv opfattelse af den præst, der har været her før.”
Det Tine Klausen ser som hendes udfordring, er også en styrke i jobbet, mener hun.
“Jeg får lov til at tage del i mange menneskers hverdag, hvor der virkelig sker noget, og hvor ting er på spil som dåb, begravelse og bryllup. Jeg får et kig ind i menneskers liv, og jeg håber også at være både medspiller og modspiller i hverdagslivet.”
Det bliver noget af en ilddåb, Tine Klausen får. December er i forvejen årets travleste måned for sognepræster, og derudover er der kirkekoncert 1. december og igen 15. december. Og 8. december skal Tine Klausen indsættes. Det kommer til at foregå i Lyngby kirke klokken 14.