Bemærket i Byrådet
Tirsdagens byrådsmøde havde mange halv- og heltunge punkter. Alligevel blev der plads til lidt fnis hos den opmærksomme lytter.
Hurra for sommertiden
Byrådsmødet varede fra kl. 19 til kl. 22.12. "Tænk nu bare på, at hvis vi ikke havde sommertid, så var den kun 21.12," lød den trøstende afskedssalut fra borgmesteren. Den matematisk logik var her sat noget ud af spillet, men den kom igen både i form af fællesmængder og foreningsmængder.
En tilståelsessag
"Jeg må jo nok som en slags socialist ikke sige det, men kunne man prøve med en privat dagpleje?"
Denne forsigtige tilkendegivelse kom fra løsgængeren Anne-Grethe Dahl, der tidligere var medlem af socialdemokraterne.
Rotter i pipelinen
"Og så til noget helt andet," lød det fra ordstyreren, da det efter "handleplan for sundhedspolitikken" skulle handle om rottebekæmpelse:
"Jeg synes nu ikke, det er noget helt andet, men jeg synes omvendt ikke, at sagen skal videre til social- og sundhedsudvalget," lød det fra udvalgsformand Charlotte Green (C).
På golfbanen
Samme udvalgsformand indførte i øvrigt udtrykket, at man kan "tale med vævende mund."
Det gjorde Venstres Chr. Møller-Nielsen ikke, da han (igen) med klar ryst udtalte Charlottes efternavn med et langt "i".
Det fremkaldte flere smil, og flere tænkte sig nok hensat til golfbanen.
Det blå pivdyr(t)
Ellers var der også lys på bordet.
"Det er rigtigt, at Herning er en god Venstre-kommune, og dem kommer der snart flere af," lød det profetisk fra Venstres Anders G. Christensen.
Han kunne også fortælle om rejsekortets fortræffeligheder, selv om det bliver "pivdyrt": "Det er jo allerede i gang på stationerne, hvor vi ser de flotte blå standere til scanning. En farve, som jeg er glad for" lød det.
Men borgmesteren kunne ikke dy sig: "Blålys! Undskyld, men den lå lige til højrebenet."
To i april
Og således opløftet kunne vi gå hjem og tænke på, at der snart er byrådsmøde igen. April har nemlig to af slagsen. Lattermusklerne kommer i gang igen tirsdag 30. april.