Fortsæt til indhold

Bemærket i Byrådet

Samfund
Kian Johansen

Torsdagens byrådsmøde bød på masser af vigtige sager, som flere af politikerne på hver deres måde fik talt meget - og længe om.
Samlet set førte tre timers snak til en lille buket af sprogblomster, som jeg iler med at viderebringe.
Borgmester Nils Borring (S) lagde for ved gennemgangen af den nye kommuneplan for Favrskov at kalde området i det sydlige Hadsten for Trelleberg.
"Det må være en sammentrækning af Gadeberg og Trelleborg," lød efterrationaliseringen fra hovedpersonen selv.
Om det var teknisk snilde eller det modsatte, så formåede Niels Kallehave (DF) at få Anders G. Christensen (V) og salen ud af fatning, da hans Ipad pludselig kom med lyde. 'Spoing, Sproing, Sproing', lød det, akkompagneret af salens store latterbrøl.
Latterbrøl kom der også da Erik Høeg (SF) endelig mente, at han havde fået styr på forkortelsen for sårbare drikkevandsområder. "Det må hedde SDO," lød det.
Borgmester Borring kunne replicere at det faktisk hed OSD (Områder med Særlige Drikkevands- interesser).

Pianist-historier

Anders G. Christensen og Nils Borring fuldendte sammen en lille trilogi om en pianist.
Det handlede om aktiv bosætningspolitik eller ej og her mente Nils Borring at de resterende byrødder altså også var en del af beslutningsgrundlaget.
"Husk på egen del af ansvaret, når I skyder på pianisten," lød det.
Anders G. fik svaret.
"Det er i orden at skyde på pianisten, når han er faldet i søvn."
Senere fik Borring det sidste 'pianist-ord', da han kunne konstatere, at det med at skyde på den søvninge pianist vel også handlede om orkestret:
"Hvis pianisten er faldet i søvn, så er det måske fordi orkestret er gået hjem."
Thomas Storm (V) formåede - trods høje forventninger fra skribentens side kun at levere to ordspil, de var til gengæld også prima.
I en konklusion om, at det nok var smartest kun at fokusere på et trinbræt i Laurbjerg og et ønske om letbane til Hinnerup og Søften og undlade at mudre vandene med snak om trinbræt i Søften, lød det:
"Letbanen er prima i den forbindelse."
Om det var ordet primær, der betyder vigtigst, han egentlig mente, det lader vi stå hen i det uvisse.
Han var også leveringsdygtig i en såkaldt undskyldning - måske ment på flere planer.
"Jeg hader - undskyld mit ordforråd - at vi altid deler Favrskov op i Øst og Vest," lød det.
Vi på FavrskovPosten modtager godvilligt undskyldningen - uanset meningen.
Erik Høeg kunne godt lide Nils Borrings replik om at 'samle lavthængende frugter' i forbindelse med energireovering på skolerne, men det blev i stedet til 'løsthængende frugter'.