Strandpatrulje kæmper for bedre adgang til Øresund
Forslag om offentlig sti fra Hellerup Havn til Charlottenlund Fort er blevet et emne i valgkampen
20 borgere trodsede bygerne og begav sig i søndags ud på en utraditionel strandtur over private strande, sandbanker, igennem tangområder, over betonfundamenter og under bådebroer – og på nogle strækninger igennem det kolde havvand.
Bag turen stod Enhedslistens strandpatrulje, der havde inviteret Gentofte-borgere til en to kilometer lang strandtur langs Øresund fra Hellerup stand til Charlottenlund strand.
Turleder Thor Donsby Noe, der er opstillet til kommunalvalget for Enhedslisten i Gentofte, forklarer, at formålet med strandturen var at sætte fokus på borgernes adgang til Øresunds naturværdier.
”Vi vil vurdere mulighederne for at skabe en strand til gavn for de lokale husejere, Gentoftes borgere og borgerne i Storkøbenhavn. Mange steder er der private husejere med grunde helt ned til vandet, som med hegn, betonfundamenter og badebroer forsøger at forhindre, at borgerne går langs stranden. En del af chikanerne er i strid med Naturbeskyttelsesloven, der siger, at offentlighedens adgang langs kyststrækninger ikke må forhindres eller vanskeliggøres”.
Enhedslisten i Gentofte støtter Naturfredningsforeningens forslag om at genetablere en sandstrand fra Charlottenlund Fort til Hellerup Havn. Forslaget går ud på at pumpe sand ud i vandet ved Charlottenlund Fort, hvorefter strømmen vil flytte det sydpå langs kysten og gendanne en strandbred, der vil forbinde de seks lokale strande.
Turdeltager og Regionsråds-kandidat for Enhedslisten, Cecilia Alexandra Juhler-Toxværd, siger om strandprojektet.
”Vores strandpatrulje har i dag erfaret, at området er fyldt med tang, og at der er mange lugtgener, grimme betonfundamenter og gammelt affald. Nogle af de private husejere tror, at deres huse og grunde vil falde i værdi, hvis borgerne får øget adgang til kyststrækningen, men de skal se dette her som en chance for at få genskabt en bredere og mere anvendelig strand. Et offentligt strandprojekt vil kunne løfte området og gøre det langt mere attraktivt. Formentlig vil det endda øge værdien af deres huse og grunde.”
Enhedslisten i Gentofte har desuden drøftet sagen med Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, der gerne vil tage sagen op i folketinget.
Se videofilm på Enhedslistens kampagneside for sagen på facebook under navnet 'Øresund for alle - støt en strandsti ved Hellerup'.